Fortsæt til indhold

Sving selv hammeren i Lejre

Arkiv
Arkiv

Hør om den første jernudvinding i Norden og vær med, når smeden går i gang ved essen. Eller prøv selv at svinge hammeren og smede en dragtnål eller en lille kniv, når jernalderfolkene i Sagnlandet Lejre anden weekend i maj sætter fokus på smedningens kunst.
"Jeg tror, i bund og grund at det er fornnemmelsen af den menneskelige kraft, der er nødvendig for at kunne lave et våben eller redskab fra bunden, der gør smedhåndværket facinerende," siger arkæolog og oldtidsansvarlig i Sagnlandet Lejre Laurent Mazet og fortæller:
"Smeden havde en særlig status i jernaldersamfundet; han kunne producere jern, forme landsbyens værktøjer og våben, men også lave finere redskaber som pincetter, øreskeer og amuletter, der kunne bringe held og måske endda redde livet på slagmarken."
Selv er arkæologen ikke ueffen med jern og hammer i hånden. Det kan man opleve i weekenden den 10. og 11. maj når Laurent Mazet og hans kollegaer fyrer op i essen i Sagnlandets jernaldersmedie. Der skal laves alt fra nye knive og grillspyd, til sirligt udsmykkede dragtnåle til brug i den rekonstruerede landsby. Fra kl. 11-13 og 14-15 kan gæster selv få lov at svinge hammeren, prøve kræfter med smedehåndværket og lave sig en nål eller kniv, som de kan tage med hjem.
Er man ikke til jern, kul og en indsats der kræver armkræfter, kan man i stedet kigge forbi Sagnlandets pottemagere. Hos dem kan man med lidt fingernem snilde, en knivspids koncentration og en god portion hygge lave sig en kop efter oldtidens forskrifter.
Dyrevenner kan hilse på både vildsvin og landbodyr, og små og store med en kriger i maven kan kigge forbi buebanen, hvor instruktøren venter med buer i alle størrelser