Vandrepokal og medaljer til Kolding BK
Kolding Badminton Klub havde otte spillere med til sæsonens sidste stævne for elitespillere
Fredag til søndag var toppen af dansk ungdomsbadminton samlet til Ungdoms Grandprix stævne i Lillerød. Kolding BK var den klub, der havde flest U13 spillere med – nemlig 5. Derudover havde Kolding yderligere 3 spillere med.
Ungdomsgrandprix (UGP) er et prestigefyldt stævne, hvor de otte bedste singler og seks bedste doubler i de forskellige ungdomseliterækker mødes.
Der blev fra Kolding spillerne sat et flot punktum på klubbens bedste ungdomssæson nogensinde.
Lars Fuglsang Jessen og Mikkel Bertelsen gjorde en flot figur i herredouble i U19 og Lars spillede ligeledes nogle flotte kampe i single. Der blev dog ikke til medaljer til de to, trods flot spil.
Anne Fuglsang Jessen deltog i damedouble i U15 rækken. Her blev det til en flot bronzemedalje sammen med makkeren Julie Nielsen fra Lyngby.
I U13 var Kolding spillerne meget dominerende. Dog måtte både Georg Borup Friberg og Magnus Klinggaard desværre begge trække sig med skader efter at de havde spillet herredouble sammen.
Koldings stærke damedouble bestående af den kun 10-årige Emilia Nesic og Amalie Schultz Terp-Nielsen vandt bronze i damedouble. Emilia Nesic fik endnu en medalje om halsen i mixdouble sammen med Joachim Anneberg Mikkelsen. Her blev det til en guldmedalje og en kæmpe vandrepokal til dem begge.
Joachim fortsatte og vandt også guld og vandrepokal i herresingle. I herredouble måtte Joachim og hans doublemakker Sebastian Grønbjerg, Højbjerg trække sig inden finalen, hvor de var favoritter. Det var nu blevet Sebastians tur til at trække sig med en skade. Derfor blev det til en flot sølvmedalje til de to drenge.