Thorsmark fejrer 150 år på Storegade
I 150 år har Thorsmark haft forretning på Storegade 10
En af Aabenraas allerældste forretninger kan den 14. maj fejrer 150 år. Det er Thorsmark Ure Smykker, som sandsynligvis også er den ældste familieejede urmagerforretning i hele Danmark.
I hvert fald har Thorsmark eksisteret siden 1864 og har været i familiens eje i nu fire generationer.
Det var Niels Thorsmark der i sin tid etablederede forretningen på Storegade 10 med et beskedent udvalg på kun to ure. Men derved blev det ikke, og det var således en god og sund forretning han i 1906 videregav til sin søn Johan.
Også Johan Thorsmark viste sig som en driftig urmager. Han nåede således at fejre først 50 års jubilæum og senere også 75 års jubilæum sammen med sønnerne Valdemar og Christian, som overtog forretningen i 1941.
Sammen kunne de to brødre så fejre 100 års jubilæum i forretningen i 1964. Det var også under deres ledelse, at urmageraktiviteterne efter anden verdenskrig blev udvidet til også at omfatte guld og sølv. Her havde Christian Thorsmarks kone Ruth en stor finger med i spillet.
Eftersom Valdemars ægteskab var barnløst, blev det Christians søn Niels Henrik Thorsmark der i 1981 overtog og videreførte forretningen, og som derfor i 1989 fejrede 125 års jubilæum. Det var også i 1989, at hans kone Lisbeth kom ind i forretningen, hvor hun siden har stået for guld og sølv delen.
“Det var egentlig kun på prøve, for jeg er jo uddannet klinikassistent, men nu har prøveperioden varet i 25 år,” smiler hun.
Sidste Thorsmark ved roret
Det ser ud til, at Niels Henrik bliver sidste Thorsmark ved roret i den gamle urmagerforretning.
“Begge mine børn har søgt andre veje. Min søn Peter er ingeniør og har et job, han er glad for. Det samme har min datter Anette, som er cand.scient.pol.,” fortæller Niels Henrik Thorsmark, som derfor har besluttet at afhænde forretningen til anden side.
“Vi har besluttet at sælge forretningen inden for de næste par år,” siger han.
“Men nu skal vi først have fejret vores 150 års jubilæum, og det glæder vi os til, for det er selvfølgelig noget særligt,” siger han.
Fejringen finder sted i butikken, hvor der onsdag den 14. maj fra kl. 10-12 er åbent hus, hvor alle er velkommen. Her vil der også være lidt godt til ganen.
Klokken 13 finder selve jubilæums-receptionen sted i Restaurant Knapp, og også her er alle velkommen. Det betyder så også, at butikken denne onsdag lukker kl. 12.