Sæbekasse-rally i Universe
Den hurtigste sæbekasse-kører skal kåres i maj
Hvem kan bygge den vildeste sæbekasse-racer? Det forsøger oplevelsesparken Universe at få svar på ved det store Sæbekasserally 2014.
Henover foråret kan fartglade børn og friske forældre nemlig prøve kræfter med den ældgamle disciplin: Sæbekasseræs.
"Sæbekasse-bygning sætter børnenes kreativitet og opfindsomhed på prøve. Det kræver samarbejde og sans for detaljen. Men først og fremmest er det hylesjovt," fortæller Pia Bech Mathiesen, adm. direktør i Universe.
Der har allerede været afholdt en sæbekasse-workshop, hvor børn har bygget deres egne biler. De er automatisk med i løbet, men andre kan også være med.
"Alle kan tilmelde sig på universe.dk. Jo flere, jo bedre. Så længe man har tre deltagere og en voksen holdleder, er alle velkomne. Man kan medbringe sin egen vogn eller låne én af vores. Det er ganske gratis at tilmelde sig, og så får hele holdet gratis adgang til parken, på den dag de skal køre. Det gælder også, hvis de går videre til finalen," fortæller Pia Bech Mathiesen.
Løbet afholdes i to heats henholdsvis den 10. og 17. maj, og de ti hurtigste i hvert heat går videre til finalen den 31 maj.
"Det bliver et brag af en fest med masser af musik og store præmier til de tre bedste hold. Sidste år var der meget stærk tilskueropbakning, og nød at se de festlige og kreative biler," slutter Pia Bech Mathiesen.