Fortsæt til indhold

Drik bare vandet - det indholder ikke bly

Nye analyser viser, at bly i drikkevandet på skoler ikke længere er et problem

Arkiv
Mikkel Hansen

Analyser har tidligere fastslået, at der var for meget bly i drikkevandet på Ahlmann-Skole, Statsskolen og flere ejendomme på Kongevej i Sønderborg.
Nu tyder alt på, at problemet er løst. Det viser nye stikprøvekontroller, som Sønderborg Kommune har foretaget.
Ud af 22 prøver fra i alt 18 ejendomme er der kun én enkelt overskridelse af grænseværdien for bly i vandet. Prøven som overskred grænseværdien blev taget i Sønderborgs gamle domhus på Kongevej 41, som nu huser Statsskolen. Der arbejdes nu på at lokalisere kilden til blyet.
Der blev bl.a. også taget prøver fra det armatur på Statsskolen, hvor der ved sidste stikprøve blev fundet for højt blyindhold, men som nu er blevet udskiftet med et nyt. Her er drikkevandet nu fint.
Der blev bl.a. også analyseret på to nye prøver fra Ahlmann-Skolen, hvor den første stikprøveundersøgelse, som blev foretaget i formningslokalet, viste én enkelt overskridelse af grænseværdien. Her fandt man ingen nye overskridelser. Her vil den gamle hane, hvorfra der sidste gang blev udtaget en prøve med overskridelse på bly, nu blive udskiftet sammen med de andre fem haner i formningslokalets vask.
”De nye resultater viser, at der ikke er grund til at være bekymret for at vi har et generelt problem med bly i vandet i Sønderborg. Jeg har orienteret embedslægen, og han er enig i, at der tilsyneladende ikke er et problem, udover den ene prøve på Statsskolen, som skolen nu er i gang med at undersøge nærmere," fortæller geolog Per Mørch Christensen fra Vand & Jord i Sønderborg Kommune.
Også formanden for Teknik & Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Frode Sørensen, er tilfreds med resultatet.
”Nu skal vi have fulgt op på den ene prøve, hvor grænseværdien var for høj, men derudover er jeg godt tilfreds med, at vi nu har fået fastslået, at der ikke er tale om et generelt problem for Sønderborg Kommune, men om et isoleret tilfælde, som der nu bliver taget hånd om”, udtaler Frode Sørensen.