Hvidovrelisten har fået ny formand
Mona Hammer er tiltrådt som ny formand og kunne sammen med Hvidovrelisten fejre generalforsamling med at det lykkedes Hvidovrelisten at finde et flertal for at revurdere inklusionsgraden i Hvidovre
Listens afgående formand, Frank Løber, der har siddet på posten i 8 år, kunne aflægge beretningen med et lyst sind. - Hvidovrelisten havde et godt valg, vi fik en stemmefremgang, og der var en klar tegning til et magtskifte. At det så strandede i mediernes historier betød desværre, at resultatet var ude af vores hænder, selvom DF ikke opnåede noget, de ikke kunne have opnået ved at være en del af vores valgforbund. Det viser en jeg-alene-vide-kultur, som vi ikke kender til i Hvidovrelisten, og som får mig til at synes, at det næsten burde være lovbestemt med en lokalliste i enhver kommune. Her hos os er der i hvert fald ingen levebrødspolitikere, sagde Frank Løber. Frank Løber, der stopper som formand, fordi arbejde og familielivet skal prioriteres højere, fortsætter dog som næstformand. Han afløses af Mona Hammer på formandsposten og selv om partiets gruppeformand og spydspids, Arne Bech, har været uendelig glad for samarbejdet med Frank Løber, så kunne han med stor fornøjelse byde listens nye formand velkommen. - Frank og jeg har haft mange gode år sammen, og det er da ikke utænkeligt, at han vender tilbage. I det hele taget har vi jo mange velkvalificerede formandsemner, men med Mona Hammer som formand sender vi et stærkt signal, fordi Mona har været med fra starten, da Hvidovrelisten blev skabt. Mona skal dog ikke trække budcyklen alene, mens vi andre sidder på ladet. Samarbejde er jo noget, der kendetegner Hvidovrelisten, sagde Arne Bech. Arne Bech påpegede desuden, at Hvidovrelisten vælgere jo er kendetegnet ved at være en gruppe borgere, der tør sætte deres kryds ved listen selv om den ikke er styret af et stort moderparti. - Vores vælgere har sat sig ind i tingene og ved hvad vi står for. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at vi selv i en vanskelig situation fik sådan et flot stemmefremgang, siger Arne Bech. Ud over Mona Hammer blev Anders Drustrup og Gitta Stendal valgt ind som nye medlemmer af bestyrelsen. Derudover fortsætter Ulla Brund Jensen, Connie Albrechtsen og Kim Holm som medlemmer af bestyrelsen, Alice Bech som bestyrelsens sekretær og Toni Glud som kasserer. God sejr Partiets tre kandidater, der først og fremmest er en forlængelse af bestyrelsen og medlemmerne: Arne Bech, Kashif Ahmad og Kristina Young kunne efterfølgende berette om det netop overståede kommunalbestyrelsesmøde, hvor listens forslag om en revurdering af den lokale inklusionssats samlede et flertal. - Det er en kæmpe sejr for Hvidovres børn og familier og en af Hvidovrelistens mærkesager, at alle børn skal være i et skoletilbud, der passer til deres behov. Vi er derfor rigtig glade for, at det lykkedes os at få et flertal for det forslag, fortalte Kashif Ahmad. Også gruppens ordfører Arne Bech, der utrætteligt står for videndeling og tillid til listens nye kandidater, havde et par bemærkninger om arbejdet i kommunalbestyrelsen for Hvidovrelisten: - Vi tror på Hvidovrelistens fremtid. Vi har et godt budskab, som medlevende borgere kan forstå, når de lærer os at kende. Vi lader os jo ikke styre af snævre partipolitiske taktikker, men går i alle situationer efter hvad der er bedst for Hvidovres borgere, siger Arne Bech.