Fik en på kassen
En fragtmand fik en lussing under afsætning af gods i Vellerup, Skibby
Lars Dinesen
En fragtmand fra DSV fik først skældt huden fuld og derpå en lussing, da han var ved at læsse gods af på Skadevænget i sommerhuskvarteret Vellerup, mandag eftermiddag.
Den 51-årige fragtmand passede angiveligt sit arbejde, da en ophidset, midaldrende mand, der muligvis bor, i området kom ud fra en grund og begyndte at hidse sig op.
Fragtmanden blev først råbt af, så skubbet og til sidst fik fragtmanden en lussing, hvorpå den ophidsede mand forsvandt i en hvid personbil.
Politiet leder nu efter den ophidsede mand, der beskrives som 50-60 år, 180-190 centimeter høj og fedladen af bygning. Man mener, at der kan være tale om en beboer i området.