Fortsæt til indhold

Jodle Birgers søn og Haugaard underholder pensionister

Pensionistfestival i Bredsten finder 23. maj sted for anden gang. Og udvides en smule

Arkiv
Jørgen Flindt

Det kan godt være, at Roskilde har fået fat på pensionisterne fra Rolling Stones, men den noget mindre festival i Bredsten har fået godt fat i pensionisterne. Og de får ikke Rolling Stones på scenen, men i stedet står Jacob Haugaard øverst på plakaten sammen med sangeren Bo Young, der i øvrigt er søn af Jodle Birger.
“Vi er klar til Pensionistfestival igen i år. Det gik rigtigt flot sidste år, hvor vi afholdte det for første gang,” siger Harald Larsen og Margit Kristensen fra udvalget bag festivalen..
Og selvom meget er som sidste, nemlig blandt andet, at det afholdes en eftermiddag i et telt ved Plejecenter Stensvang i Bredsten, så er der dog nogle ændringer.
“Dels er der stole til alle. Sidste år var der nogen, som måtte sidde på bænke. Og derudover udvides teltet, så der er plads til 300. Men vi sælger kun 299 billetter. Det skal være sådan, at der skal være plads til en mere,” siger Harald og smiler skævt.
I år er der også en ændring i datoen. Sidste år lå det for tæt på Sankt Hans aften, og derfor finder det sted allerede 23. maj.
“Og alle er velkomne. Det kaldes ganske vist en Pensionistfestival, og der vil da også være klart flest pensionister, men alle er helt klart velkomne,” siger Margit.
Ud over Jacob Haugaard og Bo Young optræder også duoen Dorthe og Jette, Balle Musik- & Idrætsefterskole samt Seminin. Billetter kan blandt andet købes direkte på Stensvang, hvor Harald sidder klar onsdag 7. maj klokken samt mandag 12. maj. Begge dage i tidsrummet 10-12 og 16-17.30.
Se mere på www.7182.dk