Fortsæt til indhold

Felsted speeder op med masser af idræt

Idræt kommer for alvor på skoleskemaet fra næste år på Felsted skole

Arkiv
Arkiv

Felsted Skole har fra næste skoleår sagt ja til at arbejde med projektet ”På linje med breddeidræt”.
Det kommer hele skolens 7. årgang til gavn. Eleverne vil få mere idræt på skemaet på mange forskellige måder. Hvordan eleverne får mere idræt på skoleskemaet er lagt i hænderne på en arbejdsgruppe bestående af bestående af lærere og ledere fra Felsted Skole, som bliver ledet af DGI Sønderjylland.
På Felsted Skole glæder skoleleder Anette Riis Svendsen sig meget til samarbejdet med DGI. Skolen er gået med i projektet, fordi man her længe har haft fokus på bevægelse.
“Med en skolereform, som også lægger vægt på trivsel, bevægelse og læring samt på samarbejde med foreninger, passer det superfint med det, vi håber at få ud af samarbejdet. Det er afgørende for os, at det drejer sig om idræt i den meget brede forstand, da alle elever i vores kommende 7. klasser bliver en del af projektet. Vi regner også med, at de yngste elever på sigt kan få glæde af de store elevers tiltag og ideer i forhold til breddeidræt”, siger skoleleder Anette Riis Svendsen.
Det bliver en lokal ildsjæl, der bliver projektleder, idet Lea Kølby fra DGI Sønderjylland er udvalgt til jobbet. Lea Kølby er i sin fritid formand for Aabenraa Tennisklub.