Fortsæt til indhold

Bilister ignorerer forbud

Der er permanent forbud mod at køre på en del af Buen, men det er ikke alle der respekterer det

Arkiv
Anne Andersen

Den 16. april genåbnede Buen for bløde trafikanter og busser, mens det permanent er blevet forbudt for bilister at køre den vej. Men det er mange bilister tilsyneladende ligeglade med. I hvert fald kan man jævnligt konstaterer biler på strækningen hvor der ellers er skiltet med gennemkørsel forbudt:
“Det er da rigtig ærgerligt, og jeg håber, at det bare er et spørgsmål om, at folk skal have ændret deres vaner”, lyder det fra formanden for Teknikudvalget Knud Erik Langhoff, der er bekendt med problemet:
“Jeg har haft flere borgere der har henvendt sig for at udtrykke deres glæde over, at Buen igen er åbnet for trafik, men det er den altså ikke “, pointerer han.

Der er skilte der tydeligt viser, at det kun er bløde trafikanter og busser der må køre igennem Buen på det stykke der ligger mellem tankstationen og Ågade, men det ignorerer en del bilister altså:
“Jeg har forespurgt politiet om skiltningen er tilstrækkelig, og det er den, så nu må vi se tiden an, og håbe, at bilisterne selv stopper med det, ellers er konsekvensen jo, at politiet skal til at dele bøder ud”, siger Knud Erik Langhoff.

Kunne man forestille sig, at vejen skal ændres, så det er fysisk umuligt for en bil at passere?

“Vi vil meget nødigt ændre på noget. Det skal jo fortsat være muligt for udrykningskøretøjer at komme igennem, og der er masser af steder, hvor det er muligt at passere, men hvor det er ulovligt, så nu må vi evaluere løbende og se, om bilisterne ikke finder ud af det”, siger Knud Erik Langhoff.