Fletter netværk
Mødelokalet er usædvanligt og det er stemningen også, når folkene i Ledige med Drive samles hver formiddag i et hjørne på Insp! på Køgevej. Mødestedet er en hyggelig krog med sofaer og stemningen er optimistisk for her flettes nye netværk, der giver en god basis for igen at komme i job. - Her får jeg inspiration til min egen jobsøgning, fortæller Geert J. Hansen, der har hørt om muligheden via en bekendt. - Men jeg møder også andre mennesker og typer, som jeg ellers ikke gør. Det er med til at lære mig nogle egenskaber, som selv kan bruge. Virkningen går også den anden vej, så Geert J. Hansen giver også selv noget videre. - Jeg har lige holdt et indlæg om en virksomhed, vi skal besøge. Den kender jeg, for jeg har arbejdet der, siger han. - Vi støtter også hinanden med hjælp til at lave ansøgninger og cv’er. Det lærer man også selv af. - Når man mødes her får man nogle ideer og inspiration, som man ikke får, hvis man bare sidder hjemme foran computeren og skriver ansøgninger. Ledige med Drive har været i gang slutningen af oktober. I løbet af den tid har der været mere end 70 aktive deltagere forbi mødekrogen hos Insp! Nogle bruger det flere gange om ugen andre en gang i mellem. Nogle kommer ikke mere, da de er kommet i job eller uddannelse via det netværk, de selv har været med til at skabe. Brugerne i Ledige med Drive dækker alle aldersklasser, og mange forskellige uddannelser og erfaringsniveauer. - Ind til videre fortsætter vi til udgangen af juni, siger Camilla Martens, der er projektleder for Ledige med Drive. - Nu er jeg i gang med at se om vi kan skaffe penge til at fortsætte efter sommerferien. Ledige med Drive mødes mandag til fredag på Insp! på Køgevej 4-6 fra klokken 9 til 12. Det er gratis at være med og kræver ingen tilmelding. jp@roskildeavis.dk