Fortsæt til indhold

Stor vejlensisk tilslutning til skoletennis

Arkiv
Arkiv

Vejle Tennis Klub har sammen med Dansk Tennis Forbund afholdt instruktørkursus for en gruppe idrætslærere i forbindelse med lanceringen af skoletennis i Vejle. Disse lærere kan nu tilbyde deres elever at spille tennis på en enkel og sjov måde tilpasset elevernes niveau. Forløbet afsluttes snart med et arrangement i Vejle Tennis Klub, hvor der vil blive afholdt mesterskaber i skoletennis og samtidig lejlighed for lærere og elever til at se klubbens faciliteter.
”Vi glæder os meget til at se banerne fulde af tennisglade skoleelever og vise vort anlæg frem”, siger Niels Larsen, der fra Vejle Tennis Klub koordinerer arbejdet med skoletennis.
Vejle Tennis Klub har oplevet et overvældende respons fra områdets skoler på muligheden for at deltage i skoletennis. Instruktørkurset den 25. marts havde deltagelse af Hældagerskolen, Vinding Skole og Sct. Norberts Skole, og flere skoler har allerede meldt deres interesse for at komme med i en anden runde.
”Tilbuddet om skoletennis er super interessant for alle skoler”, fortæller Niels Larsen.
”Man får en pakke med 25 ketchere, 25 bolde, en lærermanual samt deltagelse i et instruktørkursus til en yderst favorabel pris. Vi vil derfor helt klart gentage successen senere på året”, afslutter Niels Larsen.