Fortsæt til indhold

EU og 1. maj i Sønderborg

Arkiv
Mikkel Hansen

Hvor meget fylder EU i danskernes bevidsthed den 1. maj?
Ikke ret meget. Lokalavisen spurgte flere deltagere ved 1. maj-arrangementet i Mølleparken om EUer en garant eller en trussel for det arbejdsmarked.

Lea Pave Glasdam og Kristina Fastrup, sygeplejestuderende:

Vi følger med i politik og er selv aktive i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning i Sønderborg, hvor vi arbejder for at varetage de studerendes interesser. EU's standarder er ofte et gennemsnit af niveauet i forskellige lande, så på nogle område vil EU måske forbedre vores rettigheder, men på andre områder kan niveauet falde, siger Lea Pave Glasdam.
Jeg følger mest med i national politik. Jeg har ikke det store fokus på, hvad der sker i EU. På nogle område kan EU måske være en fordel for det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, på andre område en ulempe, siger Kristina Fastrup.

Ingen hjælp

John Andersson, arbejdsløs:
Jeg er taget til 1. maj for at høre, hvad politikerne vil sige. Indtil videre er jeg skuffet. Der er mange, der snakker, men det er ikke konkret, og jeg savner løsninger på de problemer, som vi har.
EU kan ikke gøre noget for os. Jeg er stor modstander af EU. Vi skal tænke mere på vores egne problemer i Danmark og ikke bruge så meget tid og så mange penge på EU.

John Andersson.

Henrik Møller og Kaj Lorensen, tidl. postarbejdere Kaj Stig Aunfelt, postarbejder:
Vi er tidligere tillidsfolk ved Post Danmark, og vi har altid været med til 1. maj. 1. maj er måske blevet mere udfladet med årene, og det er synd, fordi der er stadig meget at kæmpe for, fortæller Kaj Lorensen.
Det er både godt og skidt at være med i EU, men der er vel ikke noget alternativ. Der kommer både gode og dårlige ting fra EU. Patentdomstolene er f.eks. en god ting, og jeg tror den vil gavne mange små virksomheder. Til gengæld tror jeg ikke, at EU har den store betydning for den danske model, siger Henrik Møller.

Henrik Møller, Kaj Lorensen og Kaj Stig Aunfelt.