På begynderbakkens top

Suk.
Så står man der på toppen af den mindste begynderbakke med ski på fødderne. Skiene er så glatte, at man bliver til en levende jetjager, hvis man drejer fødderne lidt, så jeg lader være med at bevæge mig.
Faktisk er jeg hunderæd for bare at ånde, da det stensikkert vil få mig til at vælte med et latterligt hårdt brag, der skaber en mindre jordskælv i det midtnorske, og jeg ved, at der venter mig en uge, hvor jeg får så mange blå mærker, at en smølf vil blive misundelig på min farve.
Skrækken jager gennem kroppen, alt mens irriterende norske børn på små ski suser forbi mig med en latterlig overlegenhed, og det eneste, der bekymrer dem i livet, er, om ham den to meter høje rødhårede mand nu snart styrter og tager dem med i faldet.
Så de suser fornuftigt nok forbi mig i en pokkers fart.
Suk, al begyndelse er svær, men at stå på ski er godt nok meget svært, og når man står der på begynderbakken i Skeikampen i Norge, går det op for en, hvor mange gange i livet, man møder en 'første gang'. Første gang man skal ælte dej, danse med en pige, springe længdespring, slå et golfslag og så videre og så videre.
Og hvor svært det ofte er at lære noget nyt. Sjovt som der er ting, man har en naturlighed overfor, mens andre ting bare ligger en fjern. Personligt er jeg for eksempel ret god til at aflæse et kort, mens jeg er helt håbløs til ligninger og tysk grammatik.
Børn er gode til at lære, men det med at være god til at lære bliver man dårligere og dårligere til med alderen, for det har naturen bestemt.
Og derfor står jeg her på begynderbakken i en alder af 44 år og kigger på bakken med den frygt, som erfaringen omvendt har været så venlig at tildele os halvgamle fjolser.
Man ved, man snart skal slå sig. Man ved, man ikke kan styre de pokkers ski. Man ved at skiene har magten. Man ved så pokkers mange ting, man ikke ved, når man er barn.
Livet starter som en lang begynderbakke, men heldigvis kommer man langsomt videre over på den lidt svære blå piste og så videre. Engang imellem kaster man af sig selv sig ud på livets stejle sorte piste, og man håber, det går. Andre gange bliver man uden at ville det kastet ud på den stejle, sorte piste, og lige der er erfaring endnu mere vigtig at have med i rygsækken.
'Første gang' er en sjov størrelse. Der er en million små af slagsen. Her i Norge er vi forbi en skihopbakke, og det er første gang, jeg ser sådan en i levende live.
Så er der de store 'første gange' som første kys, første arbejdsdag, første nat alene efter man er flyttet hjemmefra, første gang bag rattet i en bil, den seksuelle debut og så videre og så videre. Der bliver længere og længere mellem de tunge 'første gange', men de er der dog stadig.
Men hvor er det da ynkeligt irriterende, at selv den der lille norske purk i blå flyverdragt og med sut i munden suser ned ad begynderbakken, alt mens jeg store mand står der på toppen og er hunderæd for det, der venter.
Nå, der er ikke så meget andet at gøre ved det end vende skiene nedad, og de flytter sig i en voldsomt fart. Og jeg vælter på en ynkelig forlæns måde. Selvfølgelig gør jeg det.
Det fungerer bare ikke. Vi matcher ikke hinanden, begynderbakken og jeg.
Åh nej, hvordan kommer jeg op med gigantiske ski på fødderne?
Endnu en af livets mange første gange venter. At rejse sig med ski under fødderne.
Suk.