Kære VB, hvad sker der med dig?
Kære VB. Hvad er der lige med dig? Du trækker vejret meget tungt, og det gør altså ondt på alle os trofaste følgere.
Vi er mange, der har dig så tæt på hjertet, at du er vores pacemaker. Vi kan ikke undvære dig her i byen, og jeg håber af hele mit hjerte, at du får tilført kapital og dermed nyt liv.
Det er lidt underligt, at tingene er endt sådan. Du har jo eksisteret i 123 år, og det vil du fortsætte med, men hvordan setuppet bliver, og i hvilken række du skal spille dine kampe i, er mere usikkert.
VB, du hører med i toppen, det er alle fodboldnostalgiske mennesker enige om, men nostalgi betaler ikke lønnen. Nostalgi kan omvendt bindes på en sten, som du ofte mærker bundet til dine ben, og det gør det ikke nemmere at score mål.
Men mål skal scores. Første mål er, at pengene findes, og derfor lyder opfordringen til alle om at hjælpe vores gamle ven i nød, så vidt det kan lade sig gøre.
Dernæst skal virkeligheden accepteres, nemlig at VB maksimalt er en 1. divisionsklub. VB kan for tiden kun tilbyde den bløde mellemvare, mens der dog stadig er basis for noget stort, hvis det engang lykkes at sammensætte det rigtige hold, der får succes.
For Vejle er en fodboldby af hjerte, og opbakningen er traditionel stor, men som det er nu, er VB ikke gode nok til at lege med de store drenge i klassen. Der løbes ikke nok kilometer, for at bruge en fodboldkliché.
Kære VB, hvad er gået galt? Tjo, mange ting vel sagtens. Som regel er det jo summen af mange ting, der tynger skibet ned. Sådan set på sidelinjen har VBs ledelse lavet mange tiltag gennem de seneste 15 forfærdelige år, og der er næsten kun dårlige beslutninger, som troner frem i bevidstheden. For dyre spillere blev indkøbt, som bare ikke leverede varen. Dem har der været mange af.
Trænerfyringer har der været sådan cirka en milliard af, og det giver ingen ro, men værst var dog konceptet Vejle Boldklub Kolding.
Ikke konceptet som sådan, og var man strøget direkte mod skyerne, havde denne snak her jo ikke været til, men kære VB, du glemte at skabe ejerskab i både Vejle og Kolding, og så var det løb kørt, inden det kom i gang. Det virkede mere til at være et spørgsmål om flere mulige erhvervskunder end at skabe et reelt brand.
Nå, skidt med fortiden. Fremtiden er mere interessant. Håber du finder pengene, og at vi alle i denne alvorlige stund rykker sammen om vores gode ven, VB. Os på sidelinjen har måske været krævende, for det er i hvert fald ikke lykkes de sidste mange år at levere topfodbold.
Men vi kan godt leve med mindre ambitioner, hvis bare I begynder at score nogle mål. Vinde nogle kampe. Spille lækkert fodbold. Et godt råd er at finde angriberen, der flænser tyve mål ind per sæson. Det vil hjælpe ret meget, bare så I ved det. Og vi er ligeglade med, om det er Gammelsmølf eller Messi. Bare vedkommende kan score en masse mål.
Kære VB, du kan nemt skabe ejerskab omkring dig selv, for du er sgu jo dig. Du har sgu givet os mange gode oplevelser, og jeg håber af hele mit røde/hvide hjerte (og grønne, for jeg er jo også VFC-dreng), at du overlever i en nogenlunde sund version.
Første delmål er, at du får råd til havregrøden, og du spiser den. Der er ikke længere muligt at leve af kaviar i Nørreskoven, men med havregrød kan man nu stadig nå langt.