Der blev brugt mindre på anbringelser og special-undervisning
Borgmester Helle Adelborg er godt tilfreds med sidste års regnskab, hvor der også blev brugt flere penge på kommunale anlægsopgaver
Kommunen fik i 2013 et overskud på 49 mio. kr. Der var oprindeligt budgetteret med 42 mio. kr. så det er på papiret bestemt tilfredsstillende. Ved årets udgang havde kommunen en kassebeholdning på 206,8 mio. kr. Et af de steder, hvor der ikke er blevet brugt så mange penge som budgetteret, er på driften, hvor der på nogle konkrete områder - eksempelvis specialundervisning og anbringelser har været et mindreforbrug. Hvidovre Kommune brugte sidste år 39,5 mio. kr. mindre end den udmeldte serviceramme. Servicerammen er det beløb, kommunen må bruge på den kommunale drift uden risiko for sanktioner fra økonomi- og Indenrigsministeriet. Billigere madordning - Regnskabet er i høj grad et resultat af de tiltag - ikke mindste af forebyggende karakter - som vi lægger så stor vægt på, siger Helle Adelborg: - Det mindreforbrug, der har været på servicerammen, kommer fra børne- og familieområdet, hvor der er brugt 16 mio. kr. mindre på bl.a. anbringelser, end det var budgetteret. Det hænger sammen med den forebyggelses- og anbringelsesstrategi, der er lagt. Et andet område, der har vist sig billigere end forudset er specialundervisning. Her er det udgifterne til børn, der går i specialskoletilbud uden for Hvidovre, der samlet set har kostet ni mio. kr. mindre i 2013. Det tredje sted, kommunen har brugt væsentligt mindre end forudset, er på den kommunale madordning i daginstitutioner. Her hænger et mindreforbrug på tre mio. kr. sidste år, sammen med, at færre daginstitutioner end forventet, tilmeldte sig madordningen. Kommunen forventer dog, at flere daginstitutioner vil tilslutte sig madordningen i løbet af i år... Mens der har været et mindreforbrug på driften sidste år, har Hvidovre Kommune haft en højere anlægsaktivitet i 2013 end budgetteret.