På det rette sted
Beliggenheden er perfekt. Omgivelserne er perfekte. Arkitekturen er perfekt. Udsigten er perfekt. Køkkenet og betjeningen er perfekt. Derfor vil Byparkrestauranten også gå en glorværdig fremtid i møde. Det har ingen mening at tvære rundt i de sidste årtiers ørkenvandring omkring dette pittoreske sted - nu er restauranten i fuld gang. Og det nye navn "Pipers Hus" er ikke den største ændring. Det virkeligt store er det faktum, at den traditionsrige restaurant nu igen er åben for sultne og tørstige gæster hver dag, fra tidligt til sent.
Kulturstrøget
Kulturstrøget burde nu officielt slå en bue ned om Byparken. Arkitekturen er en blanding af historicisme og nationalromantik. Søjlerne og udsmykningen under vinduerne er hilsner fra den gamle græske og romerske tempelarkitektur og stråtaget er jo den nationale danske byggeskik. Den ensomme placering, væk fra alfarvej ude i den arrangerede natur, er en hilsen fra barokkens tanker om menneskets trang til at være eneboer. Restaurantens simple udformning med kun et rum er fortællingen om det simple liv, som barokkens overklasse drømte om - tilbage til naturen. Ligesom alle byens kirker, klostre, palæer og andre historiske steder kan føres direkte tilbage til hele den europæiske historie, således gælder det også denne lille plet, som desuden skuer ud over vores eget bidrag til den store europæiske historie . Skuer ud over fjorden, med skibe og vikinger der grundlagde vores egen nation, kom til Island, Grønland , Amerika og grundlage handel og kolonier i store dele af Europa.
En øl på rette sted sætter tankerne i gang
Med lukkede øjne og koldt øl i glasset tænker jeg også på mine barndoms oplevelser i Byparken - masser af mennesker, kage og varm chokolade og tidens slagere fra det lille orkester på musiktribunen lige ved siden af restauranten. Puha! Så vågner jeg igen og mine tanker flyver ud på Køgevej til Rådhuset, hvor Plan- og Teknikudvalget og Byrådet måske er i gang med at ændre bymidtens facadelokalplan. Lokalplanen skal sikre det historiske miljø i bymidten, når bygninger skal renoveres samt sikre, at nyt og moderne byggeri falder godt ind i det historiske miljø. Udvalget vil drøfte, om sætningen "Vinduer skal være af træ" skal slettes. En boligforening vil renovere sin bygning ved at erstatte de gamle trævinduer med nye aluminiumsvinduer. For det første synes jeg ikke, det er en god ide indrette vores fælles regler efter enkeltsager. Hvis det lykkes boligforeningen at presse politikerne til at slette sætningen om trævinduer, er der åbnet for alle typer vinduesmaterialer, også plastic, på en hvilken som helst bygning - og det vil betyde at mange af vores bevaringsværdige miljøer falder i kvalitet og værdi. For det andet giver facadelokalplanen faktisk mulighed for at renoverer med aluminiumsvinduer - altså hvis bygningen fra starten, har været udført med aluminiumsvinduer. Her er vi ved sagens kerne. Vinduerne er et vigtigt element i en bygnings arkitektoniske udtryk. Arkitektur med trævinduer skal renoveres med trævinduer, arkitektur med aluminiumsvinduer skal renoveres med aluminiumsvinduer - så enkelt bør det være, hvis man vil beskytte vores sårbare bymiljøer. At aluminiumsvinduer isolerer bedre og er billigere end trævinduer er ikke andet end gas. Der findes både dyre og billige kvaliteter blandt begge typer. At aluminiumsvinduer holder længere end trævinduer er direkte forkert. Trævinduer kan vedligeholdes i hundredvis af år, og de bliver pænere og pænere patineret. Aluminiumsvinduer vedligeholdes ikke - de skiftes ud. Gæt selv hvad der er dyrest. På vej hjem tænker jeg igen på Pipers Hus, hvor kvaliteten, historien og arkitekturen automatisk stiger og stiger. Gid det også automatisk ville være tilfældet i bymidtens bevaringsværdige miljøer. Rødt citat "Så vågner jeg igen og mine tanker flyver ud på Køgevej til Rådhuset, hvor Plan- og Teknikudvalget og Byrådet måske er i gang med at ændre bymidtens facadelokalplan. Lokalplanen skal sikre det historiske miljø i bymidten, når bygninger skal renoveres samt sikre, at nyt og moderne byggeri falder godt ind i det historiske miljø."