¿Vi vil gerne skabe et alternativ til Hvidovres folkeskoler¿
- Vi vil gerne leje Sønderkærskolen!, siger forældregruppe, der står bag initiativ til ny privatskole, der skal starte i 2015
Som Hvidovre Avis tidligere har fortalt er lokale kræfter i gang med at starte Hvidovre Privatskole. Redaktionen har taget kontakt til de forældre, der i slutningen af 2013 tog initiativ til at danne foreningen Hvidovre Privatskole. Siden er det gået stærkt: Trods stort set ingen annoncering, kun oplysninger via privatskolens egen hjemmeside og Facebook-side, er ventelisten - som man betaler et engangsbeløb for at stå på - efterhånden vokset så stor, at der ikke hersker megen tvivl om, at en ansøgning om at starte en ny privatskole i Hvidovre bliver en realitet. Maria Bugge Vestergaard, Jesper Guldbech og Danni Heckmann er frontsoldaterne for den lokale forældrehær, der ønsker at etablere en ny privatskole. Men hvorfor? - Vi vil gerne skabe et alternativ til folkeskolerne i Hvidovre. Ikke for at udkonkurrere folkeskolen, men for at skabe et alternativ og et nyt aktiv for Hvidovre, siger Jesper Guldbech og henviser til det faktum, at bl.a. rigtig mange Københavnere søger private skoler til deres børn - og søger de borgere væk fra byen, når lejligheden er solgt og de ønsker at købe hus, bliver Hvidovre nødvendigvis valgt fra som tilflytningskommune, fordi her ikke er flere tilbud om privatskoler. Men der ligger jo allerede en privatskole i Hvidovre - Esajasskolen. Har vi virkelig behov for én mere? - Esajasskolen tiltrækker så mange elever, at der meget ofte er venteliste. Desuden er der også tale om en skole med et religiøst udgangspunkt. Ønsker man et neutralt alternativ, findes det ikke i Hvidovre, siger Danni Heckmann. Har børn i folkeskolen De tre initiativrige forældre har alle børn i folkeskolen, men grundet forskellige omstændigheder ønsker de selv at lade deres børn skifte skole. Langt størstedelen af de henvendelser, Hvidovre Privatskole har modtaget, kommer fra forældre med børn, der endnu ikke er skolesøgende. Men faktisk står der børn på venteliste fra alle klassetrin, fra 0. klasse op til 9. klasse. Hvidovre Privatskole skal ikke undervise ud fra specifikke interesser. Men man ser meget positivt på den nye folkeskolereform. Og selvom man som privatskole ikke er tvunget til at følge reformen, så har Hvidovre Privatskole tænkt sig som udgangspunkt at lægge sig tæt op ad reformen. - Folkeskolereformen indeholder mange gode aspekter med fokus på motion og kultur. Selvom vi ikke vil definere os som en decideret temaskole baseret på idræt og musik, så skal læringen være aktiv. Vi er ikke bundet på hænder og fødder, som folkeskolen er. Vi kan gøre tingene, som vi synes, de er allermest spændende, og vi kan godt undervise i matematik ved Damhussøen eller tage bussen ud med en klasse hver uge, siger Jesper Guldbech. Sønderkær er oplagt Forældrene har i den forbindelse allerede holdt møde med Hvidovre Musikskole, der har hjemme på Sønderkærskolen. Og som nævnt i Hvidovre Avis i sidste uge, er netop Sønderkærskolen et hot emne for privatskolen. For man skal jo have et sted at drive sin skole¿ - For os at se er Sønderkærskolen oplagt for os. Vi har søgt Hvidovre Kommune om at leje en del af skolen - også til SFO - og vi venter spændt på udfaldet. Vi ønsker jo ikke at gå i krig med kommunen, men at samarbejde om fremtiden, så også de ser os som et aktiv. Vi ville jo også helst, at folkeskolen var bedst for alle, men det føler vi ikke er tilfældet, og man bliver nødt til at forholde sig til, at nogen borgere ønsker et privat alternativ, siger forældrene. Hvad siger I til den tilbagevendende kritik, at ressourcestærke forældre lader alle andre i stikken ved at fjerne deres børn fra folkeskolen? - Selvfølgelig er det da et problem. Men det er kommunens opgave at gøre folkeskolen til forældrenes førstevalg. Den opgave løser man ikke altid så godt, og så skabes initiativer som vores, siger Danni Heckmann og suppleres af Jesper Guldbech: - Alle har ret til undervisning, der passer til deres niveau, også ressourcestærke børn. Det er ikke altid, at folkeskolen formår at undervise de dygtige børn så godt, som man kunne forvente¿ Inklusion på skolen Der tales meget om inklusion i disse tider. Skal Hvidovre Privatskole være byens elitære skole, der ikke kan rumme børn, der er anderledes? - Vi har fået henvendelser fra forældre, der ikke mener, at folkeskolen kan rumme deres børn. Det være sig også børn med forskellige diagnoser. Vi vil ikke afvise nogen, og vil også tage vores del af det ansvar, gerne i et samarbejde med Hvidovre Kommune, siger forældrene. Man kan skrive sig på venteliste til Hvidovre Privatskole via hjemmesiden hvidovre-privatskole.dk. Klassekvotienten på Hvidovre Privatskole skal være på maks. 21 elever.ark