Fortsæt til indhold

75 år

Arkiv
Arkiv

Kent Nielsen, forhenværende LO-konsulent i Roskilde Amt, fyldte 75 år lørdag den 10. Maj. Oprindelig kom han fra Aarhus, hvor han blev udlært elektromekaniker i 1960, og to år senere blev han ansat som forskningstekniker af Atomenergikommissionen på Forsøgsanlæg Risøs reaktor 3. Allerede tidligere var hans politiske og faglige interesse vakt med ophold på Roskilde Højskole, men på Risø tog det for alvor fart. Han blev tillidsmand for smedene og næstformand i den lokale afdeling af Dansk Metal. Her fik han et tæt samarbejde med den daværende formand Bjarne Weiler Madsen, der også kom fra Risø. Sidstnævnte blev på et tidspunkt valgt til en toppost hos Dansk Metal på landsplan, og i 1979 blev Kent Nielsen ansat som LO-konsulent for Roskilde Amt. På denne centrale post skulle han koordinere indsatsen fra de lokale fagforeninger i Roskilde og Køge, især omkring arbejdsmarkedspolitik, hvor den lokale fagbevægelsen sammen med arbejdsgiverne i området på dette tidspunkt havde afgørende indflydelse. Da han stoppede i dette job i 1995, læste han voksenpædagogik på RUC og begyndet at undervise, både hos AOF og på Roskilde Højskole, så længe den eksisterede. Kent Nielsens politiske engagement gav ham en række tillidsposter indenfor Socialdemokratiet, hvor han nåede at være formand og bestyrelsesmedlem i mange år. Hans store interesse for samfundsforhold, både lokalt og internationalt, er helt intakt gennem alle årene. For kort tid siden mødte jeg ham, og han kunne begejstret berette om et foredrag, som han netop havde været til. tk