Mand fik kastet sten mod sit hus to dage i træk
Susie Jessen
En 37-årig mand fra Kolding, som har bolig på Rylevej har to dage i træk oplevet, at ukendte gerningsmænd har kastet store sten mod hans bolig - tilsyneladende helt uden grund. Onsdag aften havde det den konsekvens, at en af ruderne i boligen blev slået i stykker.
Manden løb efter de to gerningsmænd, der stak af i retning mod Kolding storcenter og kørte væk i en grå Nissan.
"Forurettede siger selv, at han ikke har en forklaring på hvorfor, det er gået ud over ham. Han siger, at han ikke har nogen fjender", fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding.