Usædvanligt med fødselsdagsreception for viceborgmester
Fødselsdags-reception på skatteydernes regning har medført debat
Viceborgmester Søren Peschardt (S) står foran sin 50 års fødselsdag, og den skal markeres med en reception, afholdt af Vejle Kommune.
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) har taget initiativ til receptionen. Men beslutningen har medført debat: Bør kommunen bruge penge på at fejre en viceborgmesters fødselsdag?
Kommunalforsker Roger Buch, der er forskningsleder på Danmarks medie- og Journalisthøjskole, slår fast, at kommunen stort set har frit slag.
“Det er meget almindeligt at afholde reception, når borgmesteren har rund fødselsdag. Jeg mener ikke, at jeg er stødt på det for viceborgmestre. Men området er lovmæssigt ureguleret, og kommunen kan gøre, som den vil,” siger han.
Ligesom der ikke er lovfæstede betingelser og beløbsgrænser på den kommunale repræsentationskonto, er der heller ikke defineret nogen klar regel for, hvem kommunen kan afholde reception for, forklarer han.
En politisk diskussion
Netop fordi der ikke er en fast regel på området, mener Roger Buch, at diskussionen er berettiget.
“Når området ikke er lovjusteret, er det op til en politisk diskussion, om man vil bruge skattekroner på en reception for viceborgmesteren. Og det giver altid mening, at man politisk diskuterer brugen af skattekroner,” siger han.
Umiddelbart mener Roger Buch, at receptions kritikere har en stærk pointe.
“Fødselsdage har ikke umiddelbart noget med personens arbejde at gøre - og dermed heller ikke hans forhold til kommunen. Men det må man afgøre lokalt,” mener han.