Fortsæt til indhold

Vejle Boldklub har ingen rig onkel klar i kulissen

Der står ikke en rigmand klar til at redde VB, hvis aktieemissionen ikke giver nok

Arkiv
Jeppe Rafn

Vejlenserne skal ikke regne med, at der dukker en rig mand op og redder Vejle Boldklub på målstregen, hvis der ikke er blevet købt aktier for mindst fire millioner kroner inden den 16. maj, når klubbens aktieemission er slut.
“Vi har ingen rigmand i baghånden - jeg kender ham i så fald ikke,” siger klubbens direktør Per Olesen.
Derfor er der ikke nogen anden udvej for fans, aktionærer og sponsorer end selv at komme til lommerne og investere i aktier, hvis de ønsker, at der fortsat skal være professionel fodbold i Vejle.
Klubformand Lars Skou udsendte for nylig et nødråb og en appel om at bakke op om Vejle Boldklub i den nuværende svære situation. Ellers mener ledelsen ikke, det vil være forsvarligt at fortsætte selskabet og klubben i den nuværende form.
“Vi kan mærke, at folk har lagt mærke til opråbet fra Lars. Og fratagelsen af vores licens har åbnet øjnene for, at klubbens situation er mere alvorlig, end man troede. Folk har ringet og sagt, at der selvfølgelig skal være betalt fodbold i VB,” siger direktør Per Olesen.
Bortset fra disse mundtlige tilkendegivelser, ved direktøren ikke, hvordan det går med salget af aktier. Når man køber aktier, skal man udfylde en tegningsblanket og aflevere den i sin bank, der først på aktieemissionens sidste dag sender blanketten videre til Sydbank, der står for emissionen.
Den 19. maj er på flere måder en skæbnedag for VB. Klokken 12 slutter aktieemissionen, og klokken 16 skal VB have redegjort overfor DBUs licensudvalg, at man kan drive virksomheden på økonomisk forsvarlig vis. Ellers får klubben ikke sin fratagne licens tilbage.