ADHD-unge flytter ind på Skibbyhøj
Frederikssund Kommune ønsker at lave nyt botilbud til unge med svær ADHD for at undgå tomme pladser på Skibbyhøj
skibby De sidste 30 år har unge psykiatriske patienter fået hjælp til at lære at bo selv, gå på arbejde og søge ind på en uddannelse. Men står det til Frederikssund Kommune flytter der allerede senere i år en helt ny gruppe unge ind på Skibbyhøj. Ifølge et nyt forslag om at omstille Skibbyhøj, som netop er sendt i høring, skal der oprettes et nyt tilbud til unge med svær ADHD. “Det er den gruppe, hvor de har brug for døgndækket tilbud, og hvor det ikke er nok at mødes med en støtteperson eller mentor en gang om ugen,” siger Social- og Borgerservicechef i Frederikssund Kommune, Peer Huniche, Tilbuddet handler om personlig støtte og guidning, fortæller han. “De skal blive sporet ind på, hvad de kan møde på en ungdomsuddannelse, og hvordan de handler på det." Idéen er, at ADHD-tilbuddet formentlig allerede i løbet af sensommeren i år får deres eget hus, et sted på Skibbyhøjs 12 tønder land. Grunden til, at kommunen nu ser på, hvordan man kan udvide og omstille Skibbyhøjs tilbud, kan man også læse af høringsforslaget. Her i midten af maj står der nemlig tre tomme værelser på Skibbyhøj. Og det ligger i kortene, at der fremover vil blive færre og færre unge i behandling på Skibbyhøj. Flere og flere kommuner foretrækker nemlig at behandle deres borgere i egne tilbud frem for at sende dem "udenbys". Samtidig er Skibbyhøjs behandlingstid sænket betydeligt gennem de seneste år. Tidligere var beboere klar til at komme videre i livet efter syv år på Skibbyhøj. I dag går der i gennemsnit bare tre år. Alt i alt har det givet stof til eftertanke hos Frederikssund Kommune, fortæller ocial- og Borgerservicechefen. "Når man begynder at konstatere, at der er et problem, jamen så må man jo finde ud af, om det er et kortvarig eller langvarigt problem. Er det langvarigt som her, kan vi enten vælge at nedjustere eller sige, at det er en anledning til at udvikle," siger Peer Huniche. Spiseforstyrrelser og akuttelefon På den lidt længere bane har Frederikssund også kig på at sænke alderen på Skibbyhøj. Idéen er at dække et hul i behandlingspaletten, som både Frederikssund Kommune og i andre sjællandske kommuner efterspørger nu: nemlig et døgn-tilbud til de 16-17-årige, ofte piger, som typisk lider af voldsomme spiseforstyrrelser, fortæller Peer Huniche. En anden overvejelse er, om der på Skibbyhøj skal oprettes en akuttelefon, hvor man kan ringe, hvis man som psykisk sårbar har et problem i aften- og nattetimerne eller weekender.