Fortsæt til indhold

Krans og byvandring til minde om 1864

I anledning af 150-året for 1864 er der kransenedlæggelse og historisk byvandring onsdag den 14. maj i Varde. Arrangementet starter kl. 15.00 ved Sct. Jacobi Kirke

Arkiv
Kim Schou

På den gamle kirkegård ved Sct. Jacobi kirke står en mindesten for to østrigske soldater, der døde i Varde i 1864. Det er ved denne mindesten, at Borgmester Erik Buhl samt repræsentanter for Forsvaret herunder Hærens Efterretningscenter og Forsvarsbrødrene onsdag den 14. maj klokken 15.00 nedlægger en krans til minde om 1864-krigens ofrer på begge sider.

Historisk byvandring

Efter kransenedlæggelsen klokken ca. 15:30 er der historisk byvandring ledet af historiker og tidligere gymnasielærer på Varde Gymnasium Ole Nørskov Nielsen. Byvandringen vil tage udgangspunkt i de historiske steder i Varde midtby, som lokalt spillede en særlig rolle i 1864.
De fleste forbinder 1864 med Danmarks forsmædelige nederlag ved Dannevirke og skanserne ved Dybbøl samt Danmarks senere afståelse af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Men historien om det skæbnesvangre år 1864 rummer også en mere lokal vinkel, som omhandler de ca. 1000 østrigske besættelsessoldater, der i en periode fra den 15. maj 1864 var indlogeret i Varde by.

Faldne østrigske soldater

For at mindes krigens ofrer på begge sider samt for at markere 1864's betydning for Vardes historie markeres jubilæumsåret.
”Kransenedlæggelsen skal markere 150-året for 1864. Kransen nedlægges ved mindestenen for de to østrigske soldater som et tegn på forsoning mellem Danmark og de lande, der kæmpede på tysk eller preussisk side i 1864”, siger borgmester Erik Buhl, og fortsætter:
”Jeg håber, at jubilæumsåret for 1864 vil få endnu flere til at interessere sig for både den nationale og den lokale del af fortællingen om 1864, og det glæder mig, at en kapacitet som Ole Nørskov Nielsen har indvilliget i stå for en byvandring under overskriften 1864 set fra Varde”, slutter Erik Buhl.
Program:
Arrangementet starter klokken 15:00 ved Sct. Jacobi kirke, Kirkepladsen 2, 6800 Varde. Herfra vandres i samlet flok til mindestenen for de to østrigske soldater på den gamle kirkegård, hvor kransenedlæggelsen vil foregå.
Umiddelbart efter kransenedlæggelsen klokken 15:30 indleder historiker Ole Nørskov Nielsen byvandringen.