Fortsæt til indhold

Process Engineering

Firmaet leverer til Haldor Topsøe, der tester katalysatorer

Arkiv
Arkiv

Stigende global efterspørgsel efter afsvovling af olie har fået Haldor Topsøe til at investere 10 mio. kr. i et nyt anlæg til katalysatorafprøvning i forsøg med forskellige olietyper. Nu er anlægget i fuld drift. Det er købt hos Process Engineering, der har en afdeling i Erristø.
Verdens raffinaderier har brug for at afsvovle oleprodukter mere, efterhånden som markedskravene på det område bliver skrappere og skrappere.
Aktuelt har Topsøe ibrugtaget et pilotanlæg leveret i totalentreprise af Process Engineering A/S, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Anlægget kan samtidigt afprøve op til fire forskellige katalysatorløsninger på et tilsvarende antal olietyper.
“Anlægget skal primært benyttes til at dokumentere en given katalysators evne til at bringe svovlindholdet i olieprøver fra potentielle kunder ned under de maksimalt tilladte værdier – det være sig i benzin, fyringsolie, diesel eller vakuumgasolie. Samtidig kan anlægget benyttes til at afprøve nye produkter og afdække, hvilken katalysator, der passer bedst til en bestemt olietype,” siger Jens A. Hansen, der er blandt de ansvarlige projektledere hos Topsøe.

Dansk leverandør

For Haldor Topsøe var det vigtigt at finde en leverandør i Danmark. Blandt andet fordi de så har lettere adgang til hyppig teknisk opfølgning.
Med henblik på at kunne simulere industrielle processer bedst muligt kan pilotanlægget behandle olie ved et tryk, der spænder fra 30 til 200 bar.
“Anlægget er designet så fleksibelt, at det kan bruges til afprøvning af størstedelen af vores katalysatorer og også til at teste omdannelse af tung olie til transportbrændstof. Når olien har opnået det rette tryk og den rigtige temperatur, ledes den ned igennem katalysatorlaget sammen med brint og herefter gennem en højtryksseparator, som deler den i en gasfase og en væskefase. Prøverne udtages efterfølgende både af gassen og af olien,” forklarer Jens A. Hansen.
Arbejdet med anlægget blev påbegyndt i oktober 2011.
“Første trin var at definere anlæggets funktioner og efterfølgende at fremstille detaljerede procesdiagrammer og konstruktionstegninger. Siden er der gennemført mange mindre procestekniske og konstruktionsmæssige ændringer. Den største udfordring har været plads, idet enheden med dimensioner på 6 x 2,5 meter i to niveauer,” oplyser firmaet.