Fortsæt til indhold

Forældre vil åbne ny friskole i Sønderborg i 2015

I 2015 skal Sønderborg Friskole være en realitet som et alternativ til folkeskolen, mener to forældre, der holder opstartsmøde på bibliotektet den 13. maj

Arkiv
Mikkel Hansen

En ny friskole skal efter planen se dagens lys i sommeren 2015.
"Vi ser et behov for en friskole i kølvandet på folkeskolereformen, der bl.a. med længere skoledage reducerer børnenes fritid og muligheden for selv at vælge deres fritidsaktiviteter," fortæller Lone Hauch, der sammen med Malene Ventzel Nielsen er initiativtager til Sønderborg Friskole.
Skolen skal rumme 0.-9. klasse samt SFO og klub.
"Det er et supplement til folkeskolens tilbud, og ikke en kritik af folkeskolen. Vi tager initiativet som forældre, fordi vi ønsker at skabe gode rammer for børns læring og udvikling. Folkeskolen er præget er test, og alt skal være målbart. Vi vil gerne noget andet og ønsker tillid frem for kontrol. Vi ønsker også bedre muligheder for differentieret undervisning og alternative undervisningsformer," siger Malene Ventzel Nielsen.
Senest den 15. august skal den formelle ansøgning sendes afsted sammen med et gebyr på 20.000 kroner. Friskolen kan derefter blive en realitet i skoleåret 2015/16. Initiativtagerne forventer, at skolen på sigt vil få 100-120 elever.
Skolen vil få tilskud fra det offentlige, men der vil også blive opkrævet forældrebetaling.
Tirsdag den 13. maj kl. 19-21 er der møde for alle interesserede på Sønderborg Bibliotek i mødelokale 3.
Her skal der bl.a. diskuteres indhold, økonomi og beliggenhed, ligesom det skal afklares hvor stor interessen er.
Her skal der bl.a. nedsættes en arbejdsgruppe, og initiativtagerne håber derfor, at frivillige melde til at hjælpe med at få friskolen gjort til virkelighed.
Man kan læse mere om Sønderborg Friskole på Facebook.