Fortsæt til indhold

Hjordkær ruster sig til fest

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I Hjordkær er man i fuld gang med at gøre klar til både byfest og ringridning, som sikkert vil sætte byen på den anden ende både den 15. 16. og 17. maj.
Det er igen i år festudvalget under Hjordkær Idrætsforening som sætter alle sejl til ved den tre dage lange byfest.
Årets program spænder derfor vidt. Der vil både være teltgudstjeneste, stort loppemarked i Hjordkærhallen, teltbingo, gratis sildebord og meget mere.
Det er fredag, at rytterne indtager festpladsen til ringridning.
Også sport er med på programmet med bl.a. fodboldkampe, by-høvdingebold og Sundhedsstafetten. Her vil der være rig mulighed for at prøve forskellige sportsaktiviteter.
Endvidere vil der være teltfest for unge på 16+ fredag aften, hvor musikken leveres af Diskotek Saxon.
Hele festen slutter af med helstegt pattegris og teltbal lørdag aften.
Hele programmet kan man se på hjemmesiden www.festhuif.dk.