Snoghøjkoret fylder 30
Snoghøjkoret kan i år fejre 30 års jubilæum, og det bliver markeret med en koncert i Det Bruunske Pakhus lørdag den 10. maj klokken 15.
Koret blev startet i 1984 i aftenskoleregi gennem et samarbejde mellem Musikskolen og en gruppe musiklærere med base på Snoghøj Højskole - heraf navnet ”Snoghøjkoret”.
Gennem årene har koret haft 10 forskellige dirigenter, som hver på deres måde har præget koret. Der er snart ikke den genre, som koret ikke har prøvet kræfter med, men det rytmiske har altid fyldt meget i korets repertoire: jazz, afrikansk, pop/rock, musicalnumre m.m., men også nordiske sange og klassisk musik har stået på programmet.
Engagement, sangglæde og socialt sammenhold er kendetegnende for Snoghøjkoret, der mødes til øveaften hver mandag på Musicalakademiet. Enkelte har været med næsten fra korets start, men der har naturligvis også været mange udskiftninger i koret, der i dag består af 16 sangere mellem 32 og 72 år. Koret tager gerne imod nye sangere. Jubilæumskoncerten i Det Bruunske Pakhus byder på en stor buket af sange, som koret har arbejdet med gennem de sidste tre år. Korets nuværende dirigent er Jakob Bobjerg Nielsen, der er uddannet på Fredericia Musicalakademi, og som virkelig sætter sit rytmiske præg på koncerten.