Jubel med slagside
For et par uger siden kunne man her i Hvidovre Avis læse, at vi siden 2009 er blevet omkring 2.500 flere borgere i Hvidovre samt at det er forventningen - ifølge befolkningsprognoserne - at vi om seks år vil være lige omkring 54.000. De seneste års udvikling i befolkningens sammensætning viser, at andelen af ældre over 67 år er stigende samt at den procentuelle andel af indvandrere også er i klar vækst. Men også på andre parametre sker der en ændring af den sociale profil i Hvidovre. Hvidovre har nemlig Danmarks tredjestørste procentuelle vækst i den udsøgte skare af danskere, der har en årlig disponibel indkomst på over en halv million kroner. For 14 år siden var der 168 af disse rige Hvidovreborgere, mens der nu er klart over 600. Før år 2000 var der ikke mange vellønnede akademikere, der gad bo i Hvidovre. Men det har heldigvis ændret sig. Der har de sidste 15 år været en tydelig tendens til, at højtlønnede flytter mod København. Men der er jo ikke plads til alle i de tidligere brokvarterer samt på Frederiksberg og i whiskybæltet. På samme måde som Københavns tidligere så klassiske arbejderkvarterer nærmest er forsvundet, gennemgår forstæderne på Vestegnen med Hvidovre i spidsen derfor også en forandring. Hvidovre har i årevis prioriteret eksempelvis børn, skoler og fritid højt. Det er socialdemokratiske nøgleområder - og disse giver måske nu en lidt uventet sidegevinst i form af velhavende tilflyttere. Glædeligt for Hvidovre er det, at postnummeret 2650 ikke længere på forhånd skræmmer alle væk. Det er naturligvis godt for Hvidovre, at der kommer nogle gode solide skatteydere til kommunen. Men det er vel ikke nødvendigvis et succesparameter i sig selv? Det er en - positiv - del af det samlede billede. De fleste af Hvidovres borgere har fået flere penge mellem hænderne siden årtusindeskiftet. Men omkring 8.000 af vores medborgere har ikke fået del i velstandsfremgangen og har mindre end 100.000 kroner til rådighed om året. Det giver det samlede billede en voldsom slagside, at omkring hver syvende i Hvidovre desværre lever under eller ganske tæt på den officielle fattigdomsgrænse, der ligger på 103.200 kroner om året i disponibel indkomst.