SkoRingen rykker ind i Storcentret
Esbjerg Storcenter får ny skoforretning og børnerum
Er du jævnligt kunde i Esbjerg Storcenter, så er du måske fornyligt rendt ind i en storsmilende, midaldrende mand på centergangene. Centerchef Verner Thomsen har nemlig mere end svært ved at tørre smilet af ansigtet dette forår, hvor flere nye forretninger har meldt deres ankomst i centret, mens kun en enkelt har forladt det.
I sidste uge fortalte Lokalavisen om en forestående minirokade i centret, hvor en ny herretøjsforretning, DNA, overtager Lurifax' lokale, der flytter ind i Søstrene Grenes tidligere lagerlokale. Men her stopper udviklingen ikke.
I denne uge indvies et helt nyt Kids Room, hvor centrets yngste gæster og deres forældre kan tage et tiltrængt hvil, en legepause eller give junior ny ble på. Sidst på sommeren bliver Nielsens Teen-forretning en halv gang større, og så får Esbjerg Storcenter endnu en ny lejer, når Kenneth Nisgaard åbner SkoRingen. I øjeblikket holder han ophørsudsalg i Zjoos i Sædding Centret, som han forlader på grund af manglende kundeflow og tro på centrets fremtid.
“At det bliver en SkoRingen og ikke Zjoos igen skyldes ønsket om at blive en del af noget større. Der findes langt flere SkoRingen-forretninger i Danmark end der er Zjoos-butikker,” siger Kenneth Nisgaard, som Esbjerg Storcenter har lagt meget arbejde i at få til at lægge sin nye forretninger netop hos dem.
“De har ikke lagt skjul på, at de meget gerne ville have os derud,” siger Kenneth Nisgaard, hvilket Verner Thomsen da også gerne står ved.
“Vi mangler virkelig en skobutik i centret, så jeg er meget glad for, at SkoRingen kommer,” siger Verner Thomsen, der med egne ord havde en af sine hidtil bedste centerchef-dage den dag, hvor Kenneth Nisgaard underskrev lejekontrakten.
Næsten fuldt hus
Der er også ganske kort tid siden, at centret fik en ny dametøjsforretning, da ViPiger, ligesom Kenneth Nisgaard, flyttede forretningen fra Sædding Centret til Esbjerg Storcenter. Også en børnetøjsforretning er fornylig kommet til.
“Det er dejligt, og jeg er en meget glad centerchef i øjeblikket. Man skal bestemt ikke undervurdere den snebold-effekt det har, når nogen flytter ind. Det betyder så meget, at en tager det første skridt,” smiler Verner Thomsen, der faktisk er så optimistisk, at han tør spå om fremtiden.
“Jeg tror på næsten fuldt hus i løbet af efteråret. Vi har fire ledige lejemål nu, men der er en del aktivitet omkring dem,” lyder det optimistisk fra den tilfredse centerchef.