Rammesjang i Starup
Idrætsforeningen i Starup føder en ny underafdeling - en teatergruppe
I Starup IF syntes man, at sport måske var en anelse for snævert. I den velfungerende idrætsforening var der kræfter, som også gerne så andre aktiviteter.
En dramagruppe blev dannet. Den 12. marts meldte ni mennesker sig under fanerne, og den 15. maj har gruppen forestilling i gymnastiksalen i Staruphallen. De spiller 'Ballade på Børnely', og her er gruppen ganske intakt. Fra marts måned er den nemlig vokset gevaldigt. Fra ni til 40. 15 børn og resten voksne, og de har en korpsånd, som sprudler. De kalder sig Teaterkassen, som uddeler gratis billetter via egen hjemmeside eller foreningens ditto. Der venter en festforestilling, som på trods af det det alvorlige børnehjemstema absolut er en farce.
”Vi har arbejdet hårdt," fortæller Rie Christiansen, som er forestillingens instruktør: "Faktisk er det en kæmpeoplevelse at opleve processen," siger hun.
Den voksne hovedrolle spilles af Merethe Berg-Juul, som er den tyranniske og korrupte samt utro børnehjemsleder, som naturligvis mister sit tag mod spillets slutning. Hun spiller en forrygende forestilling:
"Jeg har ikke spillet forfærdeligt meget teater, men har altid nydt at optræde," fortæller hun: "At være med her er imidlertid en kæmpeoplevelse, selvom jeg har været nødt til at forklare mine børn, at mor er altså ikke så ond, som de vil opleve på scenen. Jeg håber, de forstår det."
Kostumer skal der til. Her er Bente Nielsen ikke uvæsentlig:
"Vi er to, som laver kostumer og det går fint. Jeg er ikke syerske, men har syet siden jeg var barn. Jeg er sprunget ind og hygger mig ved det," fortæller hun.