Soldater i krig - på tværs af tid
Give-Egnens Museum åbner udstilling om soldaterliv før og nu
Det er ikke længe siden, at Give fejrede 150-året for Niels Kjeldsens død - den brave dragon, der mistede livet i nærkamp med preussiske husarer i 1864. Det blev naturligvis også grundigt markeret på Give-Egnens Museum, der nu udvider temaet med udstillingen 1864NU.
Emnet er den danske soldat i krig i 1864 og nu - med forskelle og ligheder mellem de to tider. Når udstillingen åbner lørdag den 5. april, skal gæsterne slå ørerne ud, for lyd-effekter, montager og indtalte fortællinger fylder lige så meget i udstillingen som genstande, scenografi og tekster.
“Vores gæster provokeres til at reflektere over soldaten i krig,” siger museumsinspektør Mette Vibjerg Hansen.
“Uagtet de åbenlyse forskelle mellem de to tiders krige så kan sammenstillingen alligevel bidrage til nye erkendelser omkring soldaten i krig. Dette hjælpes på vej af lyde fra rigtige kampscener, men også åbenhjertige og til tider provokerende udsagn om det, der gør ondt og godt ved krig.”
Ungdommen er tænkt som en særlig målgruppe, og under udarbejdelsen af udstillingen har museet taget unge med på råd og har blandt andet skabt et lounge-område med fyldte sandsække, der indbyder til lytteophold og fordybelse.
Lydbilledet i udstillingen er produceret af Tim Hinman, der med sit digitale lydmagasin Third Ear er gået nye veje i arbejdet med lydmontage og formidling, som vækker følelser og lader lytteren eftertænksom tilbage.
“Lydene i udstillingen og den uortodokse fortællestil vil blive brugt til at sparke døren ind til de unge og til alle andre,” fortæller Mette Vibjerg Hansen.
Og hvis man ikke lige får det hele med, vil meget af lydmaterialet være tilgængeligt på hjemmesiden 1864nu.dk.
På åbningsdagen vil museet desuden lægge hus til en minikoncert med rapperen M.I.L.O., der er veteran fra Afghanistan og bruger oplevelserne fra krigen i sin musik.
Koncerten starter klokken 13.20 og er ligesom entréen til museet gratis denne dag.
Udstillingen kan ses frem til den 19. oktober.