Foredrag om tiden efter 1864
Man kan kigge forbi Give- Egnens Museum og høre forfatter og kulturjournalist Erik Lindsøs foredrag om danskernes selvforståelse efter nederlaget i 1864. Det sker den 20. maj klokken 19.
Erik Lindsø, der er kendt som en meget levende og underholdende fortæller, vil denne aften tage dig med på en rejse, hvor nederlagets betydning, den stadige markering af nederlaget og opbygningen af danskheden endevendes og forklares. Nederlaget gjorde det nødvendigt for danskerne at genopfinde sig selv og at konstruere en ny identitet. Hør om processen for selvopfindelsen af det at være dansker efter 1864.
Foredraget er en del af markeringen af 150 året for 1864. Det første skridt blev taget den 28. februar med markeringen af Niels Kjeldsens dødsdag og det næste 5. april med åbning af særudstillingerne '1864NU' og 'Kære Niels … 10 år efter'.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Give-Egnens Folkeuniversitet. Prisen for deltagelse er 80 kroner inkl. kaffe og kage.