Kloakarbejdet gav uventede problemer
For meget kuldioxid og for lidt ilt i nogle kældre i området, skabte en potentiel farlig situation
I forbindelse med tunnelarbejdet opstod der i enkelte kældre et problem med for meget kuldioxid og for lidt ilt i kælderen/drænbrønde. - Vi har været rundt i alle de ejendomme, som kunne være berørt, for at måle luftkvaliteten. lyder det fra HOFOR: - Og de tre steder, hvor der er konstateret forringet luftkvalitet, luftes der ud. Samtidig ændrer vi vores tunnelerings-proces, så problemet ikke opstår igen. Desuden overvåger vi løbende luftkvaliteten i relevante ejendomme... Torsdag morgen blev der omdelt et brev til ejendomme i området omkring byggepladsen på Åmarkvej 1. I brevet står det blandt andet: - I forbindelse med vores arbejde med at bore ud til den nye store tunnel, er der opstået et problem med forringet luftkvalitet i nogle af områdets kældre, og vi har i den anledning været på besøg i en hel del ejendomme i området omkring Åmarkvej 1. Vi vil derfor orientere alle naboejendomme om hændelsen. Fredag den 2. maj blev en person dårlig af at opholde sig i en kælder i en boligejendom på Gl. Køge Landevej tæt ved vores byggeplads på Åmarkvej 1. Årsagen til beboerens ildebefindende viste sig at være et for lavt iltindhold i luften. Da ejendommen ligger tæt ved det sted, hvor HOFOR lige nu borer ud til kloaktunnelen, har det lave iltindhold sandsynligvis sammenhæng med tunnelarbejdet. Her bruger vi nemlig trykluft for at holde grundvandet ude af tunnelen, så boremaskinen kan arbejde ¿tørskoet¿. Trykluften har formentlig presset kuldioxid, der normalt er i undergrunden, op i kælderen via en drænbrønd i kældergulvet. Og ilt-niveauet i kælderen er herved blevet reduceret.. Problemet løst Alle kældre i området blev undersøgt. Og der blev konstateret problemer i tre af kældrene. I samarbejde med Hvidovre Kommune blev det besluttet at undersøge områdets øvrige kældre. Og mandag fik i alt 27 ejendomme - heraf fire boligkomplekser - i en radius af 200 meter omkring byggepladsen på Åmarkvej besøg af HOFORs tilsynsfolk, der målte luftkvaliteten. - I drænbrønde i tre kældre målte vi et forhøjet kuldioxid-niveau og dermed et for lavt ilt-niveau. Her er der straks iværksat udluftning. Vi har desuden oplyst alle tre ejendomme om, at der ikke bør ske ophold i kældrene indtil vores målinger viser, at luftkvaliteten igen er normal overalt i kælderen. Vi har alene konstateret forringet luftkvalitet i kældre med drænbrønde. Og vi vurderer ud fra målingerne, at det er gennem drænbrøndene, at kuldioxid fra undergrunden er boblet op, hjulpet godt på vej af trykluften. Med det formål at undgå luftkvalitetsproblemer fremover skifter vi nu over til en anden proces for anvendelse af trykluft og grundvandssænkning i tunnelen. Vi vil i den kommende tid overvåge situationen nøje. Det gælder også, når vi tager fat på tunnelarbejdet under Sydkærsvej...