Fortsæt til indhold

Børn af misbrugere får mere hjælp

TUBA Sønderborg tilbyder gruppeterapi til børn af misbrugere

Arkiv
Arkiv

Børn fra familier med misbrugsproblemer vokser op under vilkår, der påvirker dem som børn og i voksenlivet.
Organisationen TUBA, "Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere", tilbyder hjælp til børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer.
I løbet af foråret etableres en samtalegruppe for børn og unge, der har brug for hjælp og støtte til at få et mere tilfredsstillende liv. I en samtalegruppe vil man få mulighed for at møde andre jævnaldrende, der står i samme situation.
"I samtalegruppen handler det om at blive klogere på sig selv. Om at få øget indsigt og bevidsthed. Du får muligheden for at være nysgerrig og undersøgende på 'Hvem er jeg?'. Gruppeterapi handler om at have et ”rum” hvor du kan dele dine tanker, bekymringer og afsavn. Her vil du blive lyttet til og forstået som den du er, uden at du skal føle dig forkert eller alene," fortæller TUBA-medarbejder Jette Gjerlevsen, der arrangerer gruppen i Sønderborg.
Deltagerne får hjælp til at tage ansvar for eget liv og forbedre relationer til venner, kæreste og familie.
TUBA er en landsdækkende organisation, der hjælper alle mellem 14 og 35 år, der er vokset op med forældre, der drikker. Hjælpen er gratis og anonym.
Interesserede kan kontakte TUBA Sønderborg tlf. 2968 9633, på mail jgj@tuba.dk eller www.tuba.dk.