Fortsæt til indhold

17-årig pyroman-mistænkt anholdt

Satte ild til syv steder i Ejby

Arkiv
Anette Gundlach

Politiet bankede fredag morgen på hos en 17-årig dreng og anholdt ham. Han er mistænkt for at have sat ild på containere, carporte og skraldespande i Ejby-området syv gange.
Den unge mand kommer selv fra området. Han var i grundlovsforhør fredag og blev varetægtsfængslet frem til 22. maj, hvor han skal opholde sig på en sikret ungdomsinstitution
Den første brand blev påsat 20. februar, og indenfor en måned blev der sat ild til ting ikke mindre end fem gange.
Pyromanen var næsten altid på spil ved 1.30 tiden og hovedsageligt i weekenderne.
Ingen er kommet til skade ved ildspåsættelserne, men det drejer sig muligvis om et meget heldigt sammentræf, da den ene container, der blev sat ild til, stod på Bramsnæsvig Skolen, hvor elever netop overnattede.
Politiet frygtede, at nogen ville komme til skade i de mange brande og ledte med lys og lygte efter brandstifteren.
Derfor har ordensmagten været rundt i området og talt med vidner og andre, der kan have set et eller andet.
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi fortæller, at flere pile efterhånden pegede på den 17-årige.

Aktiv pyroman

På en enkelt weekend var brandstifteren ekstra aktiv, og Lejre Brandvæsen ude til påsatte brande hele to gange i Ebbemosen i Ejby.
Natten til lørdag brændte en carport med to biler i, da brandvæsnet nåede frem. Ilden havde godt fået godt fat i den ene halvdel af carporten og i en bil, der brændte kraftigt. Endnu en bil blev kørt væk, før ilden fik fat i den.
Et redskabsskur, halvdelen af carporten og den ene bil brændte ud.
Natten til søndag i samme weekend var den gal igen. Denne gang var der sat ild til en container.

Beboere holdt ild nede

Beboerne i området havde formået at holde ilden i containeren nede, så ilden ikke bredte sig til et stort skur, som container-pladsen er en del af.
Pyromanen har også sat ild til en carport ved Ejby og Omegns Forsamlingshus.
En nabo så de høje flammer og alarmerede straks alarmcentralen.
Selvom brandvæsnet hurtigt nåede frem og slukkede ilden, var der ikke meget tilbage af bygningen, til gengæld nåede flammerne ikke at brede sig til forsamlingshuset eller andre bygninger i nærheden.
Den første brand var i en container på Christians Hansens Vej.

ag@roskildeavis.dk