Velkommen til Haderslev - snup en fedtemad
Der var lokale specialiteter på menuen da Geil sagde mojn
Haderslevs borgmester bød onsdag velkommen til de 30 værnepligtige, som netop er startet på kasernen. De værnepligtige fik serveret sønderjysk rugbrød, fedtegrever og kærnemælk – alt sammen fra lokale leverandører. Borgmester Hans Peter Geil var “bagmanden” bag menuen, og i sin tale sagde han blandt andet:
“Jeg har budt Jer her op i byrådssalen, som et bevis på at vi i Haderslev kommune holder utroligt meget af soldater, og i det hele taget samarbejdet med Haderslev Kaserne er stærkt.
“Har i det godt har Haderslev Kaserne det godt, og så har Haderslev kommune det også godt. Vi følger med i hvad der sker, og det gør borgerne i Haderslev by også.
“I får om lidt en lille rundtur i byen, så I kan danne jer et lille indtryk af de kvaliteter Haderslev også har og som I måske ikke lige vil opsøge på jeres første friaften. Her er mange hyggelige steder, I kan slå ind når I skal slappe af, og der er mange gode butikker som I forhold til byens størrelse, faktisk har mange specialforretninger som I kan nyde glæde af.”
På det store lærred
Borgmesteren fortalte - i sin tale - også om de forestående filmoptagelser i byen:
“I næste måned starter der optagelserne af en spillefilm med titlen '9. April', som tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, som fandt sted for for 69 år siden, da Danmark blev besat. Den gang var det unge værnepligtige som jer, der var indkaldt til at aftjene deres værnepligt, som pludselig kom i krig, mod en indtrængende fjende - og hvor fire værnepligte betalte den højeste pris, nemlig med deres liv. Disse soldater mindes vi hvert år den 9. april med kransenedlæggelse, og den 4. maj fejrer vi befrielsen med lystfest på Kasernen med flere tusinde deltagene,” sagde borgmesteren, der sluttede sin velkomsttale:
“Så mine damer og herrer i er landet lige midt i historien, håber I får et godt ophold i Haderslev at I må se hele kommunen, når i har fri, og ellers håber jeg I må få en god uddannelse.