Fortsæt til indhold

Drømmen lå i skraldebilen

Morten Skov Nielsen gad ikke skolen, men den rigtige støtte har sikret den unge mand uddannelse og job

Arkiv
Henrik Wanscher

I dagens Danmark kan fremtidsudsigterne se dystre ud, hvis man ikke er en af dem, der synes om at gå i skole. 24-årige Morten Skov Nielsen er en af dem, for hvem det ikke falder naturligt at sidde på sin flade og lytte til visdommen, der sprøjter ud fra mellem katedret og tavlen. På trods af dette står han i dag med både en uddannelse og et job, han er glad for. Han formåede nemlig at gennemføre en såkaldt Erhvervsgrunduddannelse (EGU), og samme dag han blev færdig med skolen, skrev han under på en jobkontrakt som skraldemand hos Renonorden. - Jeg har altid godt kunne lide tanken om at være skraldemand og få lov til at stå bag på bilen, mens den kører, fortæller Kim Skov Nielsen og fortsætter: - Det føles skønt at have både et job og en uddannelse, for jeg må indrømme, at jeg aldrig har været nogen stor tilhænger af skolen.

Den nødvendige støtte

Kim Skov Nielsen lægger da heller ikke skjul på, at det har krævet knofedt at nå til, hvor han er i dag. Da han var færdig med 9. klasse, var han kommet ind i en vane med at fylde sine dage og nætter ud med at spille computer. En samtale med uddannelsesvejledningen UU-Roskilde fik dog sat skub i tingene. Den unge mand blev sat i kontakt med UU-medarbejder Peter Fløe, og sammen begyndte de at tale om, hvad det egentlig var Kim Skov Nielsen ville med sig selv. Svaret faldt ikke bare ned fra himlen. Den unge mand var igennem flere praktikforløb, hvor han blandt andet forsøgte sig som fysioterapeut, hvilket dog ikke lige var noget. - I virkeligheden handlede det mest om, at Kim havde fået lavet sig nogle dårlige vaner, som holdt ham tilbage, fortæller Peter Fløe. - Mit job var så at hjælpe ham ud af de rutiner og så ellers bare sikre, at han havde den nødvendige støtte til at komme i mål, tilføjer han.

Skjulte talenter

Praktikforløbene gjorde det klart for Morten, at han egnede sig bedst til jobs, hvor der var gang i den. Her passede drømmen om at blive skraldemand godt ind, så i samarbejde med Peter Fløe og resten af UU-vejledningen begyndte han at kigge på mulighederne for en karriere indenfor renovation. Her stod det klart, at yderligere uddannelse ville være nødvendig, og det var her, Morten begyndte på sin EGU. Uddannelsen består af en blanding af praktik og kortere skoleforløb, og hurtigt viste det sig, at Morten havde fundet en hylde, der passede ham. - Selvom jeg havde været vant til at stå sent op og gå sent i seng, havde jeg ikke nogen problemer med at stå op kl. 05.30, når jeg var i praktik. - Skoleforløbene gik også fint, for det gav mening for mig, at jeg for eksempel skulle tage lastbilkørekort, fortæller Morten Skov Nielsen.

Godt med Sovs

Ifølge Peter Fløe er det vigtigste ved en EGU, at den giver eleven selvværd og en arbejdsidentitet. UU-medarbejderen har mange rosende ord tilovers for folkene hos Renonorden og den måde de tog imod Morten, da han begyndte. Blandt andet peger han på, at den unge-elev hurtigt fik tilnavnet Sovs, hvilket var med til at skabe et fællesskab og et tilhørsforhold. Også Morten er godt tilfreds med at hedde Sovs. - Det er bare et navn, og der ligger ikke som sådan nogen historie bag det. - Men det er da sjovt, og da jeg blev færdig med EGU’en og fik fuldtidsarbejde herude, havde de lavet en nummerplade med navnet, som jeg kan have i forruden på min bil, fortæller han. hw@roskildeavis.dk