Divisionsturnering med Hareflokken og Skumfiduser
Minispejderne (8-10 år) fra Det Danske Spejderkorps i Aabenraa har i weekenden været på årets traditionsrige Divisionsturnering i Dybbøl Division.
Spejdere fra Als, Broager, Gråsten, Padborg, Kliplev og Aabenraa dystede i farlige og spændende sørøverfærdigheder og samarbejdsøvelser i Nordborg og omegn. Der blev uddelt præmier for løsning af opgaven og for turn-out, som vurderer sammenhold, venskab og samarbejdet i patruljerne.
Spejderne fra Aabenraa klarede konkurrencerne rigtig godt og drengepatruljen Skumfiduser vandt en 3. plads for opgaveløbet og pigernes patrulje Hareflokken vandt en 3. plads i sammenhold/samarbejde. Drengene var samtidig meget stolte over at vinde præmien for 'Bedste flok', som er en samlet vurdering af hele gruppens resultater. Samtidig havde alle spejdere en rigtig god, sjov og hyggelig spejderweekend.