- Som at slå i en dyne
Connie Petersen klager over boligselskabet
Glæden ved at få fat i drømmeboligen er ikke sådan at kimse ad.
For Connie Petersen er bøvl med et gebyr fra hendes gamle hjem ved at overskygge fornøjelsen ved at kunne indtage et nyt.
Connie Petersen havde boet 17 år i et lejet rækkehus i Vindinge, men i starten af året fik hun tildelt en lejlighed tæt Stændertorvet, hvilket fik hende til at beslutte at hive teltpælene op.
Boligselskabet Sjælland (BOSJ) var hendes udlejer i Vindinge, og i forbindelse med flytningen til midtbyen, skulle der som sædvanen dikterer laves et flyttesyn af rækkehuset.
Her begyndte en strid mellem Connie Petersen og BOSJ, som nu har strakt sig over flere måneder.
- Allerede fra starten var det en ubehagelig situation, for synsmanden opførte sig meget arrogant og ubehageligt, da han ankom.
- Han stillede også alle mulige underlige spørgsmål, som for eksempel om jeg selv havde lavet en karnap, der er på alle husene herude, fortæller Connie Petersen.
Synet er slut
Synsmanden gik rækkehuset igennem, mens Connie Petersen var på adressen.
Hun fortæller, at hun efter lidt tid kaldte synsmanden hende over, hvor han fremviste en liste, der gennemgik de ting, han mente, Connie Petersen skulle betale for at blev sat i stand.
Alt i alt havde han regnet sig frem til, at arbejdet ville komme til at koste omkring 18.500 kroner, hvilket Connie Petersen mente var dyrt.
Hun lagde især mærke til, at synsmanden havde skrevet udskiftning af stikkontakter på grund af malerstænk samt udskiftning af en håndvask på listen.
Connie Petersen vidste godt, at håndvasken skulle skiftes, da den ikke var original, men hun var forbløffet over, at synsmanden ville tage 6.500 kroner for udskiftningen.
- Jeg prøvede at spørge ham, om jeg ikke kunne ringe til nogen, der kunne gøre det billigere, men han sagde bare 'Synet er slut', hver gang jeg forsøgte, fortæller hun og fortsætter:
- Til sidste gav jeg op, efterlod nøglerne hos synsmanden og skyndte mig at komme væk.
Intet svar
Connie Petersen troede dermed, at hun kunne se frem til en regning på omkring 18.500 kroner i forbindelse med flytningen, men efter nogle dage fik hun en overraskelse med posten.
BOSJ fremsendte et overslag over, hvad hun skulle betale, og pludselig stod der næsten 34.000 på bundlinjen.
Blandt andet noterede Connie Petersen sig, at udskiftningen af den omtalte håndvask pludselig kostede 10.000 kroner.
- Man kan nok forestille sig mit ansigt, da jeg åbnede brevet, for jeg havde jo hørt synsmanden sige, at synet var slut, hvilket det så ikke tilsyneladende havde været.
- Jeg tog straks fat i BOSJ og det blev til mange mails til blandt andet områdekontoret i Trekroner og direktøren, men de ville ikke give mig et tilfredsstillende svar, og nu svarer de slet ikke, fortæller Connie Petersen.
Pengene er ikke sagen
Den utilfredse lejer har dog ikke tænkt sig at give op.
Hun holder på, at eftersom hun igennem alle årene, hun har boet hos BOSJ, har betalt administrationsgebyr, så har hun også ret til en ordentlig service fra boligselskabet.
Dog indrømmer Connie Petersen, at hun har opgivet tanken om at få ændre på regningen.
Den endelige regning er endt på omkring 24.000 kroner, og de bliver betalt, men Connie Petersen synes, at fraflytningsforløbet har været dybt kritisabelt.
- For mig handler det egentlig slet ikke om pengene længere, men om at BOSJ har behandlet mig rigtig dårligt i denne sag, og det føles lidt som at slå i en dyne.
- Jeg håber på, at hvis jeg fortæller min historie, kan det få andre til at gøre det samme, for jeg synes ikke, vi kan være tjent med, at BOSJ laver forretning på den her måde, siger Connie Petersen.
hw@roskildeavis.dk