"Vi kan lære af London efter OL"
En delegation fra elitesportsmiljøet er draget til London for at lære
En delegation fra elitesportsmiljøet i Haderslev Kommune er draget til London for at se på talentudviklingen og hvilke gode idéer, OL efterlod.
I 2012 var London vært for den Olympiske Lege. Op til legene blev der invisteret massivt i alt omkring de idrætsgrene, der var på OL programmet. Forud for sportlegene var en delegation fra Haderslev med repræsentanter fra klubber, idrætsakademi, idrætsklasser og kommunen på besøg i London for at se og høre om de forskellige idrætsgrene og mulighederne op til et OL.
Nu kalder London igen. Leder af Haderslev Idrætsakademi, Calle Stenger og idrætskonsulent og elitekoordinator fra Haderslev Kommune, Morten Nørby Poulsen vender tilbage til London for sammen med en delegation fra Team Danmark, og landets øvrige elitekommuner, at kigge nærmere på den britiske model for talentudvikling.
Haderslev Elite
Haderslev Kommunes elitesatning hedder Haderslev Elite. I kraft af sit samarbejde med Team Danmark og i høj grad de lokale idrætsklubber har Haderslev Elite over de seneste seks år fået hævet niveauet meget i forhold til at lave talentudvikling på højeste nationale niveau indenfor en række idrætsgrene.
"Kommunens idrætsforeninger laver et stort stykke arbejde inden for talentudviklingen, og vi har i samarbejde fået etableret et setup, der kan talentudvikle idrætsudøverne til højeste niveau," siger Morten Nørby Poulsen.
Turen til London skal bruges på at kigge på en lang række forskellige talentudviklingsmiljøer og have en række drøftelser mellem elitekommuner, Team Danmark, English Institute of Sport, UK Sport og flere.
"Det er vigtigt at kunne søge inspiration i andre talentudviklingsmiljøer, både nationale og internationalt. Vi har besøgt London før OL, og det bliver spændende at komme tilbage og se og høre om forholdene efter OL," siger Calle Stenger.
Danmark er kommet langt med at få inplementeret idræt i folkeskolerne. Det er idrætsklasserne i Haderslev blandt andet et godt eksempel på. Turen til London skulle gerne inspirere og kvalificere det videre arbejde med talentudviklingen i Haderslev Kommune både i idrætsklasserne og på Haderslev Idrætsakademi.
Turen byder også på genvisit på St. Mary"s University College, som er et af Englands fremmeste træningsmiljøer og testcentre og et sted, der har inspireret opbygningen af blandt andet den fysiske træning, og sommercampen for talenter i Haderslev.