Ny springbane til Ensted IF
Arkiv
Gymnastikafdelingen i Ensted IF, som holder til i Stubbæk, har fået 15.000 kroner fra Nordea Fonden. Fondsmidlerne er gået til køb af en airtrack springbane.
"Vores redskabsrum trængte gevaldigt til et løft, så vi er meget taknemmelige for Nordea Fondens støtte til en springbane," siger Lene Nebel fra Ensted IF, som tæller cirka 250 aktive gymnaster.
"Vi har mange børnehold og havde virkelig brug for en ordentlig springbane til afløsning for nogle gamle rullemåtter, hvor indmaden var på vej ud. Det er utrolig motiverende for gymnaster, trænere og frivillige at slutte en dejlig gymnastiksæson af med at indvie en funklende ny springbane - så kommer der rigtig gang i flik-flakkerne og vejrmøllerne," fortæller hun.