Fortsæt til indhold

500 elever til filmfestival på Asgård Skole

Arkiv
Martin Rasmussen

FILMFESTIVAL: Det blev en fantastisk aften med masser af film og glade unge mennesker, da Køge Skolefilmfestival 2014 løb af stablen i denne uge.
Over 500 Køge-elever på 8. årgang har deltaget i et fælleskommunalt filmprojekt på initiativ af Fælleselevrådet i Køge.
De har tilsammen produceret omkring 100 kortfilm på 3-6 minutters varighed, og på de 10 deltagende skoler er der afholdt lokale filmfestivaler, hvor skolens vinderfilm er kåret, inden den store festival i denne uge.
De 10 nominerede film blev vist onsdag aften i hallen på Asgård Skole foran alle de omkring 500 elever, der har været med i projektet.
Og som der er tradition for ved festivaler, blev der også kåret en række vindere med hjælp af et dommerpanel med repræsentanter fra byrådets skoleudvalg, filmbranchen og elever som vandt priser ved Skolefilmfestivalen i 2012.
Panelet kårede tre vinderfilm i kategorierne: bedste film, bedste idé og bedste teknik, og vinderne blev i nævnte rækkefølge: Borup Skoles #Hashtag, Sct. Nicolai Skoles Brækjernet og Højelse Skoles Karma.
Desuden blev der også uddelt en publikumspris baseret på en sms-afstemning i løbet af aftenen, og her blev vinderen også #Hashtag fra Borup Skole.