Fredericia Kommune mangler medspillere til Feriesjov
Vær med til at gøre sommerferien ekstra sjov for byens børn
Lige nu efterlyser Fredericia Kommune nye aktiviteter for ferie-ramte børn. Konceptet “Feriesjov” afholdes i år for 17. gang, og kommunen efterspørger både nye og gamle aktiviteter.
“De traditionelle aktiviter skal vi nok få styr på. Men vi jagter også nye udfordringer. Så jeg opfordrer nye aktører til at komme på banen nu,” lyder det fra Ole Steen Hansen, idrætskonsulent i Fredericia Kommune.
“Har I en idé til en aktivitet, som er helt ny i Feriesjov, så hører vi gerne fra jer.”
Ole Steen Hansen har flere aktiviteter på ønskesedlen.
“Det kunne være spændende, hvis nogen for eksempel bød ind med Masterchef, hvor man skulle bage byens bedste kage. Det kunne også være sjovt med rollespil, musik eller nogle naturoplevelser,” siger Ole Steen Hansen.
Udstillingsvindue
Kommunen stiller ikke specifikke krav til form og indhold. Aktiviteterne skal blot henvende sig til børn og unge. Sidste år blev der afviklet over 130 hold.
Feriesjov fungerer som et udstillingsvindue, og mange foreningerne oplever det som et godt rekruteringssted. Feriesjov giver simpelthen mulighed for at få flere medlemmer. Deltagerne snuser til aktiviteten og får blod på tanden.
“Hvert år får vi tilbagemeldinger fra de deltagende foreninger. Og der er cirka tale om i alt 100 nye medlemmer hvert år,” fortæller Ole Steen Hansen.
Idrætsforeninger, forbund, fritidsklubber, SFO'er samt enkeltpersoner og andre ildsjæle med interesse for byens børn og unge kan udbyde aktiviteter.
Støtte
Fredericia Kommune giver økonomisk støtte, og dækker for eksempel udgifter til materiale og forplejning. Dette aftales med hver enkelt arrangør.
Og er du i tvivl om, hvordan din idé/aktivitet skal føres ud i livet, kan du trygt henvende dig til idrætssekretariatet.
“Vi hjælper gerne med at udvikle aktiviteterne,” siger Ole Steen Hansen.
Der er allerede mange aktiviteter programsat. Følg med på hjemmesiden ferie-sjov.dk og - som noget nyt - også på facebook.
Årets Feriesjov afholdes i skolernes sommerferie (ugerne 27-32). Det betyder, at foreninger og andre kan deltage fra lørdag den 28. juni til lørdag den 9. august.
Aktiviteterne skal primært henvende sig til børn og unge i alderen 6 til 16 år.
Aktører skal tilmelde sig senest den 10. maj via ferie-sjov.dk. Spørgsmål kan rettes til ole.s.hansen@fredericia.dk