Fortsæt til indhold

God stemning i sadlen

2.300 cykelentusiaster deltog i årets Skjoldenæsholmløb, der blev kørt søndag

Arkiv
Henrik Wanscher

Igen i år har Skjoldenæsholmløbet været en tur igennem Roskilde.
Over en periode på omtrent syv timer trampede cirka 2.300 cykelglade mennesker sig søndag igennem en af tre forskellige ruter, der var lavet til begivenheden.
Her var det muligt at afprøve sine færdigheder på cyklen over enten 40, 80 eller 145 kilometer.
Løbskommisær for Skjoldnæsholmløbet Torben Nielsen glædede sig bagefter over en dag, hvor de fleste ting var gået som de skulle.
- Med så mange mennesker på vejen, kan man jo ikke undgå nogle punkteringer, men indtil videre har jeg ikke hørt noget om, at der skulle have været sket alvorlige uheld, fortæller han og fortsætter:
- Vi fik næsten alle i mål, og heldigvis holdt det også stort set tørt løbet igennem.

Valget kom i vejen

Folkeafstemninger og cykelløb hænger ikke umiddelbart sammen, men for Skjoldenæsholmløbet fik Europaparlamentsvalget alligevel store konsekvenser.
Torben Nielsen fortæller, at man som et udgangspunkt havde sat 3.000 deltagere som et maks for, hvor mange der kunne cykle med.
Dermed er der langt mellem løbets kapacitet og antallet af folk, der faktisk cyklede med.
Ifølge løbskommisæren skyldes dette, at løbets arrangører først relativt sent opdagede, at der var sammenfald i datoer mellem afstemningen og løbet.
Da man så besluttede at flytte arrangementet, mener han, det kostede på deltagersiden.
Torben Nielsen surmuler dog ikke af den grund.
- Jeg ved, at vi mistede nogle store hold, da vi var nødt til at flytte løbet en uge frem, men vi er stadig et af de største løb på Sjælland.
- For os var målet hovedsageligt at sikre deltagerne en god oplevelse, siger løbskommisæren.

For løbet arrangører var det vigtig at sikre en god stemning for rytterne.

Hyggen i sadlen

I det hele taget er deltagernes tilfredshed noget, der ligger Torben Nielsen meget på sinde.
Han glæder sig over, at de tekniske aspekter i løbet fungerede, men det er, når han beskriver stemningen ved løbet, at entusiasmen virkelig skinner igennem.
Her lægger han til dels vægt på indsatsen fra de omtrent 100 frivillige, der ifølge ham sørgede for, at deltagerne fik en uproblematisk tur med god opbakning.
Torben Nielsen lægger dog allermest vægt på kammeratskabet, der opstod blandt deltagerne.
- For mig er det fantastisk at se, hvordan folk, der ikke kender hinanden i forvejen, samles i et særligt fællesskab, når de har været af sted på en tur som denne.
- Det var rigtig dejligt at se, hvordan folk efter løbet sad på kryds og tværs og delte deres oplever fra årets løb, mens de fik lidt mad og drikke, siger han.

hw@roskildeavis.dk

Motorcykler var et af de værktøjer, der blev brugt i Skjoldenæsholmløbet, til at sørge for deltagernes sikkerhed.