Fortsæt til indhold

FCR tog puster før topkamp

Trods en sikker sejr mod Svebølle, er fokus på klubbens hjemmekamp mod Fremad Amager

Arkiv
Arkiv

Umiddelbart burde der ikke være meget dårligt at sige om en 0-3 sejr, men efter FCRs indsats mod topholdet Næstved, så virkede de lokale fodboldheltes indsats mod Svebølle ufokuseret.
På papiret er der hele 11 pladser mellem FCR og vestsjællænderne, men igennem hele 1. halvleg formåede Svebølle at holde truppen fra Rådmandshaven fra at komme til de gode afslutninger.
Dermed stod der 0-0, da kampens dommer fløjtede til pause.
- Alt i alt blev det en fin kamp for os, men i den første del fandt vi ikke helt den rytme og den skarphed, vi har vist på det sidste, siger cheftræner Anders Theil og fortsætter:
- Men i 2. halvleg kom vi godt efter det, og jeg synes faktisk, at holdet gjorde det rigtig godt, og jeg synes det er okay at tage en lille puster efter en topkamp som den mod Næstved.

Spillede dem trætte

En indskiftning synes at have sat skub i FCR.
Holdets Christian Hansen blev sat på banen i det 57. minut af kampen, og i det 64. minut gjorde han det til 0-1 i FCRs favør.
Ti minutter senere var det Emil Nielsen, der øgede føringen til 0-2, og i overtiden nåede Lasse Brandt Hansen at pynte yderligere på sejren ved at score til 0-3.
Anders Theil mener, at det var en velfortjent sejr, der viste, hvilken styrke FCR-truppen har.
- Svebølle forsvarede sig godt, men vi holdt presset hele vejen igennem.
- Dermed var vi klar til at slå til, da Svebølle-spillerne begyndte at blive trætte, siger cheftræneren.

Ingen er bedre

Sejren over Svebølle betyder, at FCR beholder deres føring på 13 mål i 2. division øst.
Med blot syv kampe tilbage i sæsonen, skal der en reel katastrofe til, før heltene fra Rådmandshaven ikke rykker op i 1. division.
Alligevel har deres næste hjemmekamp en vigtig symbolværdi.
Her skal FCR nemlig spille mod Fremad Amager, der ligger nummer tre i det samlede resultat.
Efter Roskilde-holdet er amagerkanerne det mest scorende hold i divisionen, og Anders Theil fortæller, at FCR vil gøre alt for at sende gæsterne slukørede hjem.
- Der er intet hold i divisionen, vi ikke kan slå, så jeg forventer selvfølgelig en sejr mod Fremad Amager.
- Men de er dygtige, og jeg tror også, man kan forvente en underholdende kamp med mange mål, siger cheftræneren.

hw@roskildeavis.dk