Fortsæt til indhold

Vardeborgere deltager i TVSYD

2 af Vardes kendte ansigter deltager pt. i en række tv-programmer, der fortiden kan ses på TVSyd

Arkiv
Kim Schou

Det er eksperten i læring Anne Mette Hede-Jensen, der til daglig ejer og driver konsulentfirmaet Acubia i Varde og byrådsmedlem og historiker Holger Grumme Nielsen.
Der er tale om et debatprogram under titlen ”Prøv li"e å hør”, hvor forskellige generationer mødes og diskuterer et personligt dilemma eller hverdagsrelaterede udfordringer, som de er optaget af. Tv-journalist Søren Vesterby styrer debatten. Spørgsmålene er mange – og det er holdningerne også.
”Det er både tankevækkende og udfordrende at være med i studiet,” fortæller Holger Grumme Nielsen og fortsætter.
”Vi har diskuteret meget forskellige emner som f.eks. forskelsbehandling på sygehusene, hvad vælger man at overlevere til sine børn, hvornår er man gammel nok til at blive intimbarberet, og hvornår er man for gammel til at føde børn eller for ung til at have en kæreste?”
Programmerne er optaget i løbet af foråret og sendes uden at blive redigeret. Det betyder, at intet bliver klippet fra eller optaget om, hvilket naturligvis lægger et større pres på deltagerne.
”Selvfølgelig er man da bevidst om, at bordet fanger, og man må stå på mål for det, man har sagt i sådan et program, men når debatten er i gang og meningerne flyver over bordet, så glemmer man ret hurtigt kammeraet, og det er vist også meningen,” slutter Holger Grumme Nielsen
Programmerne kan ses hver uge på TVSYD+

Holger Grumme Nielsen og Anne Mette Hede-Jensen