Fortsæt til indhold

Bobler og borgmesterens blomster

Nu har Joy Mogensen fået diplom på, at hun har fået en blomsterblanding opkaldt efter sig

Arkiv
Arkiv

Blomsterne stod i fuldt flor, da et hold fra Roskilde Kommune med borgmesteren i spidsen mødte op foran Palæhaven, fordi Joy Mogensen skulle have et diplom på, at hun har fået en særlig blanding af blomster opkaldt efter sig.
De hedder nemlig 'Joy of Spring'.
Navnet er engelsk og oversat til dansk, betyder det noget i retning af 'Forårets glæde'.
Roskilde Kommune har selv været med til at vælge navnet, som er inspireret af borgmesteren.
Diplomet blev uddelt af det hollandske firma, der har stået for at udvikle den løgblanding, som fylder bedet foran muren.
I forbindelsen glædede Joy Mogensen sig over, at bedet stadig eksisterede.
- For nogle år siden havde vi en periode, hvor det var svært at få økonomien til at hænge sammen i kommunen, og her var der nogen, der foreslog at sløjfe bedet, fortalte hun og fortsatte:
- Heldigvis valgte man at finde de nødvendige penge på en anden måde, så vi kan nyde blomsterne her i dag.

Stor ære

Ligesom når man døber et skib, var der sørget for boblende alkohol, som skulle hældes ud over bedet.
Efter lidt bøvl med flaskens prop sørgede borgmesteren for, at både blomsterne og lidt af muren fik sig en god skylle i de perlende dråber.
Herefter takkede Joy Mogensen sine medarbejdere og det hollandske firma for deres indsats.
- Det var en stor overraskelse og lidt akavet for mig, da jeg fik navnet at vide.
- Jeg har aldrig fået blomster opkaldt efter mig, så det er en stor ære, fortalte Joy Mogensen, inden den lille ceremoni sluttede.
hw