Græsrødder i Englenes By

- Shabaduah Babaduab - Ba!, jazzer det brogede persongalleri fra scenen. Og så er vi neddumpet i City of Los Angeles anno 1940¿erne, hvor tiden det ene øjeblik slæber sig af sted i et dovent film noir-tempo, det næste køres helt up to beat med rappe replikudvekslinger og nævekampe. Den komiske musical dundrer på samme vis af sted ud af to parallelle handlingsspor. Det ene centrerer sig om den unge kriminalforfatter, Stine (Rasmus Nordentoft), som skal omsætte sin krimi til et filmmanuskript, og sideløbende udspilles så sort/hvide scener med selvsamme forfatters krimikarakter; Den lurvede privatdetektiv, Stone (Christian Klugmann). Bag nedrullede persienner Der er en del sjove gimmicks i Musikskolens opsætning, såsom detektivtypiske voice over-refleksioner bag nedrullede plastikpersienner, og den arketypiske forfatter, der sælger sin sjæl til Hollywood - og helt konkret spoler den sort/hvide handling baglæns, for at tilpasse den filmproducentens vanvittige krav. Og dertil må det indskydes, at det kreative hold bag produktionen, med instruktør Jacque Lauritsen og koreograf Johanna Fridell i spidsen, helt bestemt har fat i den lange ende ved ikke at soppe rundt i overkørte musical-klassikere. Mange af de unge talenter synes nemlig at vokse i takt med endnu et nyt år - og endnu et armtag med genren. For skønt der til tider savnes en vis genkendelighed i musikaliteten - eftersom det for manges vedkommende vil være første gang de præsenteres for sangene - så er det flot og modigt at forsøge, at udvide den traditionelle genreopfattelse på græsrodsniveau. Selv om det trods alt er en musical fra 1989, vi har at gøre med her.. I pels og røgslør Men med det sagt - hvilke græsrødder! Kvinderne er svøbt i pels og røgslør - eller næsten ingenting - og synger med vidunderlig pondus. Uanfægtet og halvmasochistisk valser de dog alle - på behørig vis - durk i armene på bl.a. topcharmerende Nordentoft, hans fiktive alter ego og den slikkede crooner i skikkelse af Mikkel Hoé Knudsen. Og med den mængde af tiltede tandpastasmil og løse parykker, er det tydeligt, at komikken er en højt prioriteret faktor - og det er i sidste ende også forestillingens force majeure. Især brødrene Lakshøj, hhv. Mathias og David, finspidser det komiske niveau mindeværdigt.