Dagplejere i Herredet har fået nye redskaber i legekassen
Leg og bevægelse er blevet en vigtig del af hverdagen for dagplejerne og 'deres' børn i Jægerspris og Skibby. I sidste uge blev det fejret med certificeringsfester
Skibby/Jægerspris Det er ekstra sjovt at være barn i dagplejen i Jægerspris og Skibby, ja i hele Frederikssund Kommune. Særligt efter at deres dagplejere i sidste uge, blev fejret ved certificeringsfester, og derfor nu kan kalde sig for DGI dagplejere. Forud for certificeringsfesterne har dagplejerne gennem et år sat leg og bevægelse på dagsordenen. På kursusforløbet er dagplejerne blevet klædt på til at give 'deres' børn så gode oplevelser med idræt, leg og bevægelse, at de gerne skulle forblive aktive hele livet. Det handler helt basalt om, at med bevægelse gøre dagligdagen bedre for børnene - på kort og lang sigt. "Jeg synes det har været et fantastisk forløb. Jeg er så privilegeret over at bo i Jægerspris, hvor der er skov og strand. Vi bruger skoven rigtig meget, for der må man det hele," siger dagplejer Birgit Kristensen og tilføjer et 'næsten da' mens hun smiler. Hun er en af de 65 dagplejere i Frederikssund Kommune som nu kan kalde sig for DGI dagplejer. Dagens certificeringsfester foregik i Frederikssunds fire bysamfund nemlig i Frederikssund, Jægerspris, Skibby og Slangerup og fandt sted i forbindelse med ’Dagplejernes dag’.
'Kompetenceskrammer'
I Jægerspris var de 11 dagplejere mødt op ved Vandkunsten, for at gå i samlet flok sammen med alle 'deres' børn ad Møllevej til det tidligere posthus, hvor certificeringsfesten skulle holdes. Tina Kjær Pedersen har været dagplejer i 17 år. Uddannelsen til bevægelsesdagplejerhar rykket en masse hos hende, ikke bare professionelt, men også på det personlige plan: "En ting er, at børnene udvikler sig af det, for nu bliver der også balanceret på bedene, men det smitter også af på os piger, for nu vil vi også i motionscentret," fortæller Tina begejstret og nævner ordet 'kompetenceskrammer'. "Det er et nyt ord, vi har lært under det her forløb. For selvfølgelig må børnene godt falde. De er robuste kan godt tåle at blive ’moslet’ med, og de skal ikke pakkes ind."